Barack Obama vil tage imod 10.000 syriske flygtninge
Siden krigen i Syrien brød ud, har USA taget imod omkring 1500 flygtninge, hvilket nu skal forøges.


Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger, at USA til næste år vil tage imod mindst 10.000 flygtninge fra Syrien, lyder det torsdag fra en talsmand.

Antallet er en "betydelig forøgelse" af antallet af syriske flygtninge i USA, lyder det fra talsmand for Det Hvide Hus, Josh Earnest.

- Antallet afspejler en betydelig forøgelse af USA's forpligtigelser til at tage imod syriske flygtninge og muligheden for at tilbyde dem det mest nødvendige, siger Josh Earnest.

Siden krigen i Syrien brød ud, har USA taget imod omkring 1500 flygtninge, og der venter yderligere 300 i oktober i USA, som har et indbyggerantal på omkring 320 millioner.

USA er blevet kritiseret for ikke at gøre nok.

Nogle kongresmedlemmer presser på for at få Obama-administrationen til at spille en mere aktiv og synlig rolle over for den dramatiske situation.

Den republikanske senator John McCain sagde i en følelsesladet appel i Senatet, at USA har svigtet.

Onsdag aften fastslog Obama, at USA har et moralsk ansvar i forhold til EU's flygtningepres som følge af borgerkrigen i Syrien.

Flygtninge fra Syrien og regionerne omkring undergår strikse baggrundstjek for at frasortere ekstremister, selv efter de er blevet registreret af FN.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark er da også opmærksom på, at der blandt de mange flygtninge fra blandt andet Syrien og Irak kan være militante islamister.

Det fremgår af en skriftlig udtalelse fra efterretningstjenesten, der samtidig påpeger, at et stort antal af flygtningene netop er flygtet fra militante islamistiske grupper, og derfor "næppe som udgangspunkt (vil) have sympati for militant islamisme".

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.