Bankrøveren er ved at være en uddød race i Danmark
Du skal lede længe efter en ægte bankrøver i Danmark. Antallet af bankrøveri er for femte år i træk faldet.
Dankort og mobilbetaling er ifølge sikringschef i Finansrådet Rasmus Engbæk Larsen en del af grunden til, at færre banker i dag har filialer med kontanter. Det medvirker til en positiv udvikling inden for antallet af bankrøverier.
Dankort og mobilbetaling er ifølge sikringschef i Finansrådet Rasmus Engbæk Larsen en del af grunden til, at færre banker i dag har filialer med kontanter. Det medvirker til en positiv udvikling inden for antallet af bankrøverier. Foto: Hove Olesen Peter/Polfoto


Du behøver ikke længere at frygte mødet med maskerede kriminelle nede i din lokale bank. I hvert fald ikke i lige så høj grad som tidligere.

Nye tal fra Finansrådet viser, at antallet af bankrøverier er faldet for femte år i træk.

Antallet af røverier faldt fra 21 i 2014 til 14 i 2015.

Ifølge sikringsansvarlig i Finansrådet Rasmus Engbæk Larsen skyldes den positive udvikling teknologi som mobilbetaling og øget sikkerhed blandt bankerne.

- Det er vores oplevelse, at der er to årsager til, at det er faldet. Generelt bruger folk kontanter anderledes end tidligere. I dag bruger folk færre kontanter og hæver færre penge, fordi der blandt andet er dankortbetaling og mobilbetaling, siger han.

Og folks ændrede pengeadfærd har direkte indflydelse på bankernes indretning af filialer.

- Bankerne har kunnet reducere i antallet af filialer med kontanter, i takt med at kunderne i stigende omfang bruger andre betalingsformer. De kassefilialer, der er tilbage og stadig har kontanter, har derudover fået øget sikkerheden, siger Rasmus Engbæk Larsen.

For at øge sikkerheden har bankerne blandt andet tidslåse, som gør, at man i nogle banker skal vente eksempelvis ti minutter på at få kontanter udleveret, da det er den tid, det tager at låse bankboksen op.

Bankerne kan også bruge blækindfarvning for at gøre det sværere at stjæle fra dem. Blækket gør, at pengesedlerne bliver farvet en anden farve, når forbryderen stikker af med dem, og blækindfarvningen bliver aktiveret.

Og så mister pengesedlerne deres værdi.

Tallene fra Finansrådet viste også, at der i de sidste tre måneder af 2015 var lige så mange røverier, som der var i de første ni måneder af året.

Finansrådet ønsker ikke at udtale sig om, hvor store beløb der er stjålet for i 2015.

I 2012 fik Ritzau gennem aktindsigt hos landets politikredse oplysninger om udbyttet i flere end 20 sager om bankrøveri, hvor der i 2012 blev rejst tiltale. Tallene viste dengang, at bankrøverne i gennemsnittet slap af sted med udbytter i størrelsesordenen 20.000 til 30.000 kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.