Bankrøver melder sig selv
Yngre mand erkender at stå bag røveri mod bankfilial i Sindal.


En 27-årig mand har torsdag aften henvendt sig til politiet i Hjørring og erkendt, at han har begået et bankrøveri i Sindal cirka ti kilometer længere mod øst.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Der har alene i maj været to bankrøverier i Sindal, og politiet har efterlyst gerningsmanden, som muligvis er den samme, med billede og lydoptagelser fra røverierne.

3. maj blev Sparekassen Vendsyssel røvet af en knivbevæbnet og maskeret mand, og 20. maj gik det ud over Jyske Banks filial i stationsbyen.

Torsdag aften blev billederne fra røverierne vist på landsdækkende tv i TV 2-programmet "Efterlyst". Om det er årsagen til, at manden nu selv har henvendt sig, oplyser politiet ikke noget om.

Den 27-årig mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag morgen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.