Banknordik siger farvel til direktør gennem ti år
Den færøske bank Banknordik får ny administrerende direktør som del af ny strategi og fokus.
Janus Petersen (billedet) er nu fortid i Banknordik.
Janus Petersen (billedet) er nu fortid i Banknordik. Foto: BankNordik/free


Den færøske bank Banknordik er i gang med et større strategisk sporskifte, og for bedst at få det ført ud i livet har banken valgt af stoppe samarbejdet med den administrerende direktør, Janus Petersen.

Det skriver banken i en meddelelse til fondsbørsen.

Janus Petersen har været administrerende direktør i Banknordik gennem ti år og har været ansat i banken i 21.

- Banken skal bruge sine ressourcer, hvor de skaber mest værdi for kunderne og for aktionærerne. Det er i det lys, vores fokusering skal ses, siger formanden for bestyrelsen, Stine Bosse.

Banken vil fokusere på private kunder i Nordatlanten. Det begrunder banken med, at den har brug for at lette sin eksponering som følge af de nye tilsynsregler, der er på vej.

- Banknordik vil med sin placering som største udbyder på Færøerne og med 20 procent andel af markedet i Grønland samt hurtigt voksende markedsandele i Danmark være en interessant aktør på disse markeder, skriver banken i fondsbørsmeddelelsen.

Som erstatning for Janus Petersen bliver Banknordiks økonomidirektør, Árni Ellefsen, indsat som konstitueret administrerende direktør.

Banknordik fortæller i meddelelsen, at der på trods af de nye strategiske beslutninger ikke er anledning til at ændre på de resultater, der tidligere på året er stillet i udsigt, og man forventer, at der kan udloddes et ekstraordinært udbytte til aktionærerne, når strategien er gennemført.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.