Bankmand beklager: Jeg dummede mig
Bestyrelsesmedlem hævede tre millioner fra private konti før Amagerbankens krak. Det skete på fortrolig viden.
Tidligere bestyrelsesmedlem i Amagerbanken beklager, at han melede sin egen kage og hævede tre millioner kroner fra private konti få dage før banken krakkede.
Tidligere bestyrelsesmedlem i Amagerbanken beklager, at han melede sin egen kage og hævede tre millioner kroner fra private konti få dage før banken krakkede. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Bestyrelsesmedlem i Amagerbanken Hans Boye Clausen indrømmer overfor DR Nyheder, at han hævede tre millioner kroner fra private konti i banken fredag den 4. februar 2011 - få dage før banken blev overtaget af statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet.

- Jeg vil gerne dybt beklage forløbet overfor de involverede personer, herunder særligt bankens aktionærer og kunder, skriver Hans Boye Clausen i en mail til DR Nyheder.

Indrømmelsen kommer, efter at Jyllands-Posten onsdag skriver, at Hans Boye Clausen hævede de mange penge lige inden bankens skæbnedag. Det skete ifølge avisens oplysninger dagen efter et krisemøde i bestyrelsen, hvor det blev klart, at banken var ved at krakke.

Da banken krakkede, mistede op mod 70.000 aktionærer deres penge, ligesom mange bankkunder for første gang i nyere bankhistorie mistede de penge, de havde sat i banken.

Den daværende formand i Finansiel Stabilitet, som overtog Amagerbanken efter krakket, Henning Kruse Petersen, ønsker ikke at udtale sig til DR Nyheder, men han bekræfter historien og tilføjer, at der er tale om en trist sag.

Hverken Finanstilsynet, bagmandspolitiet eller erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) har ønsket at kommentere sagen, men ifølge Hans Boye Clausen har han modtaget sin straf.

Bestyrelsesmedlemmet oplyser, at han den 7. maj 2012 har indbetalt 461.466 kroner til konkursboet efter Amagerbanken.

Samtidig har han den 2. oktober 2012 modtaget en bøde på 25.000 kroner fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, populært kaldet bagmandspolitiet, som han efterfølgende har betalt.

- Finanstilsynet har endvidere meddelt, at jeg ikke længere kan påtage mig hverv som ledelsesmedlem i en finansiel virksomhed. Og sådan skal det også være.

- Jeg har dummet mig. Jeg skal endnu en gang dybt beklage forløbet, men har ikke yderligere kommentarer til sagen, lyder det fra Hans Boye Clausen, som tidligere har været direktør i AP Pension.

Sagen er blevet mødt med forargelse fra blandt andre Dansk Aktionærforening og en række politiske partier.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.