Bankkunder snydes for andel i rentegevinst
Landets banker giver ikke kunderne del i, at finansieringsomkostningerne er faldet markant de senere år.
Det er ikke meget, bankkunderne mærker til de gode tider, bankerne i disse år går igennem.
Det er ikke meget, bankkunderne mærker til de gode tider, bankerne i disse år går igennem. Foto: Colourbox/free


Bankkunder mærker ikke meget til, at en af de store byrder for landets banker og sparekasser er blevet lettet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

I en ny, stor undersøgelse dokumenterer bankforsker Lars Krull fra Aalborg Universitet, at bankernes finansieringsomkostninger er faldet markant de senere år. Det betyder, at bankerne betaler lave renter, når de skal skaffe kapital til at drive deres forretninger.

- Bankerne har argumenteret med, at de ikke har sænket kundernes rentesatser, fordi prisen for at skaffe kapital stiger. Men det er direkte usandt, siger Lars Krull til Jyllands-Posten.

Firmaet Mybanker lever af at overvåge bankernes rentesatser og bekræfter over for avisen, at danskerne ikke har mærket meget til bankernes lavere finansieringsomkostninger.

- Forbrugerne skal selv i arbejdstøjet for at sikre, at fordelene kommer dem til gode, siger John Norden, partner i Mybanker.

Sparekassen Fyn oplevede ifølge undersøgelsen det største fald i finansieringsomkostninger fra 2013 til 2014, men sparekassen forsvarer, at den fordel ikke automatisk gives videre til kunderne.

- De økonomiske konjunkturer er blevet lidt bedre, og arbejdsløsheden har bedret sig lidt, men det betyder ikke, at det er en gratis omgang at yde et lån. Hele risikoelementet skal med i betragtning.

- Så selv om finansieringsomkostningerne falder, skal alle udlånssatser ikke også falde, siger Flemming Bisgaard Nielsen, direktør i Sparekassen Fyn, til Jyllands-Posten.

Ifølge Mybanker får kunderne en dårlig behandling i disse år, selv hvis deres rentesatser står stille.

- Hvis man betaler den samme rente som for to år siden, er det relativt set dyrt, fordi finansieringsomkostningerne er faldet så meget i perioden, påpeger John Norden over for Jyllands-Posten.

Mens det går trægt med at sætte udlånsrenterne ned, er bankerne hurtige til at lade renterne på indlånskonti falde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.