Bankkunde må selv bære risiko for tab
Ringkjøbing Landbobank frifundet i sag om gearede investeringer
Bank er frifundet i sag om gearede investeringer. Bankkunde bærer derfor selv risiko for tab.
Bank er frifundet i sag om gearede investeringer. Bankkunde bærer derfor selv risiko for tab. Foto: Colourbox/free


Når man handler med aktier og især valuta, må man påregne en betydelig risiko, og man skal være klar over, at den form for gearede investeringer kan give bagslag.

Det gjorde de for en arbejdsløs tidligere forsikringssælger fra Ikast, der havde investeret først i aktier og siden i valuta i håb om den store gevinst.

Da regnskabet blev gjort op i 2010, endte han i stedet med et underskud på 506.000 kroner, som hans Bank, Ringkjøbing Landbobank krævede indbetalt.

Han mente, at banken havde lokket ham til at geare sine investeringer, og at banken ikke kunne kræve de 500.000 kroner i underskud, men også skulle tilbageføre 700.000 kroner, som man havde overført fra en privat konto til investeringskontoen.

Men kunden må til lommerne.

Retten i Herning og nu Vestre Landsret er enige om, at Ringkjøbing Landbobank har rådgivet kunden korrekt, og at han har været klar over den betydelige risiko han løb, da han fra 2008 begyndte at geare sine investeringer i valuta.

De to retsinstanser lægger vægt på en række lydoptagne telefonsamtaler mellem kunden og bankrådgiveren. Ifølge båndoptagelserne var det kunden, der pressede bankrådgiveren til at fortsætte investeringerne, ligesom kunden ofte gik imod bankens råd om at holde lidt igen med de risikable investeringer.

På et tidspunkt, da hans rådgiver ikke ville udvide kreditten, blev kunden så vred, at forlangte - og fik - en anden bankrådgiver i en anden filial.

De to bankrådgivere betegnede kunden som en aggressiv investor, der begik den klassiske fejl, nemlig at starte blidt, og da det gik godt så øge risikoen og hastigheden i håb om en hurtig gevinst.

Efter nederlaget skal kunden betale de 506.000 kroner med renter, samt sagens omkostninger på 172.000 kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.