Bankformand: Skrappe kapitalkrav vil gå ud over kunderne
Tonny Thierry Andersen advarer mod at lægge for stramme krav ned over bankerne. Det vil gå ud over kunderne.


Mens den såkaldte Basel-komité brygger på, hvordan man kan sikre den europæiske finansverden mod sammenbrud ved at skærpe kravene til pengeinstitutternes polstring, advarer Finansrådets formand mod at gå for drastisk til værks.

I forbindelse med Finansrådets årsmøde minder Tonny Thierry Andersen, der ud over at være formand er chef for privatkundeenheden i Danske Bank, om faren for at stille for skrappe krav til de danske banker og realkreditinstitutter.

- Kapitalgulvet vil, hvis det implementeres, som det foreligger, få store konsekvenser for kunderne i de lande, hvor der ligger en høj sikkerhed bag udlånet, som for eksempel det danske realkreditsystem, sagde han i sin tale på årsmødet.

Basel-komiteen barsler med en ny metode til at opgøre kreditrisiko, og hvis den vedtages, skal pengeinstitutterne finde 85 milliarder kroner i ekstra kapital.

Det er penge, som formentlig skal findes hos kunderne i form af højere gebyrer og bidragssatser.

Tonny Thierry Andersen opfordrer derfor erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) til at rejse problemstillingen over for sine EU-ministerkolleger i Bruxelles.

Og det lader til, at ministeren er lydhør, i hvert fald når det gælder om at beskytte realkreditlånerne mod højere bidrag.

I forbindelse med, at en ekspertgruppe mandag anbefaler et gearingskrav på tre procent af pengeinstitutternes balance, siger Troels Lund Poulsen følgende i en pressemeddelelse:

- Regeringen er enig i, at det er hensigtsmæssigt, at kreditinstitutter skal leve op til et gearingskrav på tre procent af balancen.

- Der skal dog i udformningen af gearingskravet tages hensyn til dansk realkredits særlige forretningsmodel, hedder det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.