Bankerne bugner af penge og vil låne ud
De danske banker har 400 milliarder kroner til udlån, men de mangler kunder af den kreditværdige slags.
Bankerne siger nu, at de har masser af penge at låne ud af - dog kun til kreditværdige projekter.
Bankerne siger nu, at de har masser af penge at låne ud af - dog kun til kreditværdige projekter. Foto: Colourbox/free


Haves: 400 milliarder kroner til at låne ud. Søges: Kreditværdige kunder. Med venlig hilsen de danske banker.

Sådan kunne en annonce lyde fra de danske banker, der bugner af penge. Ifølge dagbladet Børsen ligger der 400 milliarder kroner klar til at låne ud, det er mere end nogensinde før, men de mangler kreditværdige projekter at låne ud til.

Administrerende direktør i Sydbank Karen Frøsig siger, at de kreditværdige kunder simpelthen ikke er der i øjeblikket.

- Vi har både kapital og likviditet, og vi vil gerne låne mere ud til gode kreditværdige projekter. Men dem er der desværre ikke nok af, siger Karen Frøsig til Børsen.

I Finansrådet, der er bankernes brancheorganisation, undrer man sig over at dansk erhvervsliv bliver ved med at tale om en kreditklemme, at det er svært at låne penge i banken til investeringer.

- Bankerne lever jo af at låne penge ud til kunder, der har evnen og viljen til at betale pengene tilbage, siger direktør i Finansrådet Jørgen A. Horwitz til Børsen.

De 85 banker, der er medlem af Finansrådet, er blevet så trætte af at høre på erhvervslivets klager over kreditklemmer, at de for første gang fortæller, hvor mange lånemodne penge de har i kassen.

Finansrådet mener modsat, at det er erhvervslivet, der holder tilbage med investeringerne.

Finansrådet holder sit årsmøde mandag i København hvor blandt andre nationalbankdirektør Lars Rohde og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) deltager.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.