Banker tvinger kunder til bestemt mægler
Bankerne kan ikke holde sig tilbage. De propper produkter ned i halsen på kunderne, siger ejendomsmægler.
Bankerne tvinger kunderne til at vælge en bestemt ejendomsmægler, når boligen skal sælges, skriver Jyllands-Posten. Arkivfoto.
Bankerne tvinger kunderne til at vælge en bestemt ejendomsmægler, når boligen skal sælges, skriver Jyllands-Posten. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Bankerne bryder loven, når deres medarbejdere tvinger kunder til at sælge en bolig gennem bankens egen ejendomsmæglerkæde. Loven er nemlig klokkeklar - kunder skal frit kunne vælge mægler.

Jyllands-Posten er i besiddelse af en række mailkorrespondancer mellem bankrådgivere og kunder, som skal sælge deres boliger, hvor kunden bliver tvunget til at vælge bankens egen ejendomsmægler.

De danske boligadvokater ryster på hovedet.

- Det må bankerne ikke. Der er frit ejendomsmæglervalg, og det er uhyre betænkeligt, at bankerne ikke lever op til lovgivningen, siger Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske Boligadvokater, til Jyllands-Posten.

Det går ud over de ejendomsmæglere, som ikke er ejet af en bank.

- Sådan går det, når man laver finansielle supermarkeder, for bankerne kan ikke holde sig tilbage. De propper produkter ned i halsen på kunderne, siger Pernille Sams, formand for Danske Selvstændige Ejendomsmæglere, til avisen.

Problemet er stigende, fordi boligpriserne er faldet i flere år mange steder i landet. Mange sælger derfor deres bolig med et tab og har brug for et lån i deres bank for at komme videre.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) opfordrer bankkunderne til at klage, hvis de føler sig presset til at vælge en bestemt ejendomsmægler. Gør kunderne ikke det, har myndighederne ingen mulighed for at vide, at det foregår, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.