Banker snupper investorernes penge
Investeringsforeningernes formuer bugner, men pengene går mere til banker end privatinvestorer, viser rapport.
Bankerne scorer milliarder på gebyrer, som kunne være endt hos privatinvestorerne i stedet, viser en endnu ikke offentliggjort rapport. Arkivfoto.
Bankerne scorer milliarder på gebyrer, som kunne være endt hos privatinvestorerne i stedet, viser en endnu ikke offentliggjort rapport. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Syv milliarder kroner havner i bankernes kasser i stedet for danske privatinvestorers lommer, når året er omme.

For investeringsforeningerne sender i år flere penge til bankerne end nogensinde før, mens investorerne går glip af formuefesten, skriver Børsen.

Det er en endnu ikke offentliggjort rapport fra analysehuset Morningstar, der står bag beregningerne, og rapporten konkluderer, at de 770.000 danskere med investeringsbeviser kommer til at betale over syv milliarder kroner i faste gebyrer i år, og langt hovedparten af pengene går til bankerne.

- Det er en markant stigning på kort tid. Til sammenligning var de faste gebyrer på 6,2 milliarder kroner sidste år, siger Nikolaj Holdt Mikkelsen, Morningstars chefanalytiker, til Børsen.

Grunden til de rekordstore gebyrer er, at investorerne betaler en fast procentdel af deres formuer i gebyrer. Derfor nyder bankerne godt af kursstigninger, der de seneste år har øget danskernes formuer.

Ifølge Nikolaj Holdt Mikkelsen bør gebyrerne dog ikke bevæge sig opad i samme hastighed som formuerne, da det ikke kræver dobbelt så mange investeringsfolk at investere dobbelt så mange penge i danske aktier.

Rapportens konklusioner går stik imod Finanstilsynets ønsker, og kritikken hagler ned over investeringsforeningerne fra Forbrugerrådet og Dansk Aktionærforening.

Jens Møller Nielsen, der er direktør i Dansk Aktionærforening, kræver et opgør med de tætte bånd mellem foreningerne og bankerne, der ofte deler navn og logo, selvom de formelt er uafhængige.

- Det er helt oplagt, at det ikke er godt nok. Det skal løses gennem stærkere tilsyn, skarpere konkurrence i form af tydeligere omkostninger og mere konkurrence fra udlandet, siger han til Børsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.