Det sker på baggrund af offentliggørelsen af den danske valutareserve.
En opgørelse fra Nationalbanken viser tirsdag, at valutareserven ved udgangen af oktober var på 132,4 mia. kr., hvilket er mere end forventet.
Godt nok har Nationalbanken været ude i et historisk stort interventionskøb af danske kroner for 63,9 mia. kr. i oktober, men samtidig har staten optaget store lån i udlandet for i alt 45,6 mia. kr.
Dermed er der tale om et begrænset fald i valutareserven på kun 27,8 mia. kr. På baggrund af tallene og den styrkelse af kronen, der har fundet sted de seneste dage, vurderer cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen, at Nationalbanken vil følge Den Europæiske Centralbank, når banken sænker renten på torsdag.
"Det ser ud til at det nuværende rentespænd på 1,75 procentpoint er nok til at holde kronekursen på den stærke side af centralpariteten over for euro."
Derfor hælder banken nu mest til, "at Nationalbanken vil følge med på torsdag, og dermed sænke renten fra 5,50 procent til 5,0 procent, når ECB sænker renten tilsvarende," skriver Jes Asmussen i en pressemeddelelse.
Samme udmelding kommer fra seniorøkonom i Danske Bank, Frank Øland Hansen. Han siger ifølge TV 2 Finans, at der ikke er behov for at øge rentespændet i forhold til euro mere end de nuværende 1,75 procentpoint.
-Newspaq