Bankansat tog fusen på Lotto-vinder
En 57 årig kvinde måtte i banken for at finde ud af, at hun havde skrabet sig til en million.
Foto: Søren Wesseltoft/Danske Spil


Det blev en længere tur rundt i hovedstadsområdet for en kvinde fra Søborg, da hun ville indløse gevinsten på sit 'Dobbelt Bogstavjagt'-skrabelod.

Det, hun troede, var en gevinst for ni rigtige, viste sig nemlig at være meget mere værd.

- Da jeg afleverede mit skrabelod i kiosken, kom der en bon ud og damen i kiosken sagde til mig, at jeg havde vundet en større gevinst og måtte tage i banken for at få den udbetalt, fortæller vinderen i Danske Spil.

Vinderen måtte derfor sætte sig ind i bilen og køre til Rødovre, hvor hendes bank har en kontantafdeling. I banken bemærkede bankdamen, at vinderen var meget rolig, og spurgte om hun vidste, hvor meget hun havde vundet.

- Jeg svarede hende, at jeg havde vundet 10.000 kroner, og det var da dejligt, men at jeg tog det meget rolig. Så kigger hun bare på mig og siger "nej, du har vundet én million kroner!", fortæller den 57-årige kvinde, som måtte holde fast i skranken, da hun fik beskeden.

Efter kvinden havde været i banken, havde hun egentlig planer om at skulle ud og handle, men det havde hun slet ikke ro til. Hun satte sig i stedet ud i bilen og samlede tankerne. For hvad gør man, når man har vundet én million kroner?

- Børnebørnene skal nok forkæles lidt. Det skal min samlever også. Og så kan det være, jeg skal have en ny bil, min nuværende siger nogle lidt mærkelige lyde, siger vinderen til Danske Spil.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.