Bank: Tysk nedjustering rammer Danmark
Danske Bank vil barbere af skønnet for den danske vækst næste år efter tysk nedjustering.
Ifølge Danske Bank bliver den danske vækst til næste år lavere efter tysk nedjustering.
Ifølge Danske Bank bliver den danske vækst til næste år lavere efter tysk nedjustering. Foto: HENNING HJORTH/POLFOTO


Den danske økonomiske vækst står stadig i stampe, og nye nedjusteringer for væksten næste år er på vej. Det skyldes primært, at Tyskland, der er Europas økonomiske lokomotiv, også har problemer med den økonomiske maskine.

Den tyske regering nedjusterede i denne uge væksten for i år fra 1,8 til 1,2 procent, og næste år fra forventet to til kun 1,2 procent. Går det skidt for Tyskland, smitter det også af på Danmark, da Tyskland er vores største eksportmarked.

Cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian siger, at det går trægt med dansk økonomi, og i lyset af den tyske nedjustering kommer Danske Bank-økonomerne til at revidere deres skøn for den økonomiske vækst ned. I øjeblikket venter Danske Bank, at væksten næste år bliver på 1,8 procent.

- Vi arbejder på en opdatering af vores økonomiske prognose. Der bliver tale om en nedjustering, blandt andet fordi det går dårligere i Tyskland. Men hvor meget vi nedjusterer, er vi ved at vurdere i øjeblikket, men det kommer i en ny prognose i næste uge, siger Steen Bocian.

Nedjusteringen skyldes ikke kun, at det vil gå ud over dansk eksport, at det tyske lokomotiv ikke kører så stærkt som forventet.

- Privatforbruget har også fortsat svært ved at komme i omdrejninger herhjemme, siger Steen Bocian.

Et lyspunkt i dansk økonomi er dog, at krisen har banet vejen for meget lave renter, og det gavner boligmarkedet, hvor priserne langt overvejende er stigende.

- Boligmarkedet betyder meget for dansk økonomi, så det, at renterne er lave og priserne stiger, er et godt tegn og et af de positive elementer i dansk økonomi, siger Steen Bocian.

Det bedre boligmarked som følge af de lave renter har dog indtil videre ikke fået danskerne til at hive flere penge op af lommen til forbrug.

Også de økonomiske vismænd har i denne måned sænket forventningerne til den økonomiske vækst i år med et helt procentpoint fra 1,5 procent til nu kun 0,5 procent.

Det er primært, fordi danskerne er for forsigtige med at bruge penge. Næste år regner vismændene med en vækst på 1,5 procent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.