Bank-topfolk skal i fængsel
Stifter af Capinordic Bank er idømt fængsel i to år og seks måneder, men frifindes i flere forhold og anker.


En af topfolkene i den hedengangne Capinordic Bank er ved Retten i Lyngby idømt fængsel for økonomisk kriminalitet i form af groft skyldnersvig.

Tidligere bestyrelsesmedlem og stifter af banken Lasse Lindblad straffes med fængsel i to år og seks måneder, oplyser Retten i Lyngby. Også en anden tiltalt i sagen - forretningsmanden Tom Larsen - straffes med fængsel i to år og seks måneder.

Begge har nægtet sig skyldige og anker dommen, oplyser retten.

En tredje tiltalt i sagen - den tidligere direktør i Capinordic Bank Henrik Juul - er frifundet.

Bagmandspolitiet havde tiltalt bestyrelsesmedlem Lasse Lindblad for i alt fem forhold, mens Tom Larsen, som var direktør i en virksomhed med lån i Capinordic Bank og mangeårig forretningspartner med Lasse Lindblad, var tiltalt for i alt tre forhold.

Men Retten i Lyngby frifandt de to i de andre forhold og fandt dem altså kun skyldige i et forhold fra 2010.

- Dette forhold omhandler udnyttelse af en tidligere indgået aktieoptionsaftale på et tidspunkt, hvor børskursen på aktierne lå langt under den værdi, de blev handlet til.

- Retten fandt, at der ved udnyttelsen af optionen blev givet en gave på bekostning af blandt andet Capinordic Bank, der var kreditor hos den ene af parterne, lyder rettens begrundelse.

Sagen blev indledt ved Retten i Lyngby for et halvt år siden, og Bagmandspolitiet havde rejst tiltale i fem forhold for blandt andet mandatsvig, skyldnersvig og overtrædelse af lov om finansiel virksomheden.

Alle tre tiltalte har nægtet sig skyldige.

Det første anklageskrift beskrev ligeledes over mange sider insiderhandel og kursmanipulation, men disse forhold blev frafaldet i sommeren 2015, allerede inden retten kunne tage stilling til dem.

De to, der er kendt skyldige, skal delvist betale sagens omkostninger.

Bagmandspolitiet havde nedlagt påstand om frakendelse af de tiltaltes mulighed for at drive virksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset. Det afviser retten, blandt andet fordi de to ikke har begået ny kriminalitet i de seks år, der er gået.

Lasse Lindblad og den nu frikendte direktør Henrik Juul var også blandt hovedpersonerne i en civil sag, der kørte i Østre Landsret i efteråret.

Her blev de to sammen med en tredje person dømt til at erstatte i alt 90 millioner kroner til Finansiel Stabilitet, som overtog resterne efter rigmandsbankens krak i 2010.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.