Bank lægger minusrente på rige erhvervskunder
De rigeste erhvervskunder i Danske Bank skal fremover betaler for at have penge på kontoen. Private går fri.
Det er udelukkende Danske Banks erhvervskunder, der kommer til at hoste op. Arkivfoto.
Det er udelukkende Danske Banks erhvervskunder, der kommer til at hoste op. Arkivfoto. Foto: Hovedkvarter/free


De mest velhavende erhvervskunder i Danske Bank skal fremover betale renter af de penge, de har stående i banken.

Det har storbanken fredag annonceret.

- Vi sænker renten på udvalgte indlånskonti med op til det niveau, som Nationalbanken har sænket med, og der er en lille del af vores større erhvervskunder, som vil få indført negative indlånsrenter på individuel basis, forklarer pressechef Kenni Leth til Ritzau.

Han henviser til, at Nationalbanken fire gange på under en måned har sænket den rente, som bankerne får for deres indskud, så den i dag er negativ med 0,75 procent.

Det medfører nu, at omkring 2500 kunder svarende til cirka fire procent af bankens erhvervskunder skal betale for at have penge stående i Danske Bank.

- Det er kunder, som har store indlån, som vi genplacerer i Nationalbanken. Det betaler vi en pris for, og noget af den kommer kunden også til at betale, påpeger Kenni Leth.

Han understreger, at ingen af bankens privatkunder står til at få negative renter på indlån, men omvendt vil han ikke afvise, at det kan blive aktuelt i fremtiden.

- Vi vil ikke afskrive os nogen handlemuligheder, og vi vil ikke på forhånd sige, hvad vi kommer til at gøre, fortæller pressechefen og uddyber:

- Vi følger rentesituationen tæt, og den er meget usædvanlig. Vi fastholder vores udgangspunkt om, at private kunder og mindre kunder så vidt muligt ikke skal opleve negative renter på deres lønkonti, men vi kan ikke sige, hvor det her udvikler sig hen.

Spørgsmål: Men I er vel ikke tvunget til at sætte pengene i Nationalbanken?

- Vi er delvist forpligtet til at holde kundernes indlånsmidler på en forsvarlig måde. For en stor dels vedkommende sker det ved at placere pengene i indskudsbeviser i Nationalbanken, så det kan vi ikke komme udenom, konstaterer Kenni Leth.

Spørgsmål: Kunne I ikke opbevare indlånene selv?

- Potentielt, men det indebærer nogle andre risici og udfordringer, så det er ikke der, vi er lige nu, siger pressechefen.

Han forklarer, at banken vil opfordre de kunder, der får negative renter på indlån, til at placere deres penge anderledes ved eksempelvis at nedbringe gæld eller investere dem.

- Vi har en klar opgave, og det er at sikre de bedste og mest konkurrencedygtige løsninger til vores kunder, og det er jeg også fuldt tryg ved, at vi fortsat gør.

- Men vi er samtidig nødt til at se på den udvikling, der foregår i Nationalbanken, og det er jeg sikker på, at man gør i alle bankdirektionslokaler i de her dage, siger Kenni Leth.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.