Baneholdet før OL-gyser: Vi har en rekordtid i os
Rytterne på 4000 meter-holdet tror på, at de kører hurtigere end nogensinde, når OL-medaljerne skal fordeles.
Lasse Norman Hansen var stærk, da banelandsholdet åbnede OL torsdag.
Lasse Norman Hansen var stærk, da banelandsholdet åbnede OL torsdag. Foto: Jens Dresling/Polfoto


For mindre end et halvt år siden forbedrede 4000 meter-holdet den danske rekord med næsten to sekunder. Nu står den for fald ved OL i Rio.

Den danske kvartet - bestående af Casper Folsach, Frederik Rodenberg Madsen, Niklas Larsen og Lasse Norman Hansen - er mødt op til den olympiske konkurrence i 4000 meter holdforfølgelsesløb i superform.

Det beviste de, da de satte næsthurtigste tid i kvalifikationen efter Storbritannien. Nu venter Australien fredag i en duel om en plads i OL-finalen.

Torsdagens tid på 3.55,396 minutter var mindre end et halvt sekund fra holdets egen rekord.

- Jeg tror, at vi kan køre et bedre løb mod Australien. Vi skal sætte ny rekord, hvis vi skal i finalen, siger Lasse Norman Hansen.

- Uanset om Australien har sparet sig eller ej og måske kan steppe op, så skal vi køre hurtigere, siger guldvinderen i omnium fra OL i London.

- Briterne ser urørlige ud. I kvalifikationen så Australien rimeligt færdige ud til sidst. Det samme gjorde New Zealand - og for den sags skyld også os selv, siger Lasse Norman Hansen.

Et par af kollegerne var ikke helt tilfredse med torsdagens præstation, og det giver en tro på, at der er endnu mere at hente fredag.

Casper Folsach har døjet med jetlag de sidste par dage og ikke sovet ordentligt igennem. Frederik Rodenberg Madsen havde heller ikke helt så mange kræfter, som han havde håbet på, før han slog ud efter 2500 meter.

- Hvis jeg får chancen fredag, så tror jeg på, at jeg kan gøre det bedre og sætte os op i en endnu højere fart. Så kan Folsach og især Lasse bære holdet igennem, siger Frederik Rodenberg Madsen.

Både han og Kasper Folsach tror på en ny rekordtid.

- Det kunne vi godt have i os. Man plejer at køre lidt hurtigere, når der kommer et andet hold på banen på grund af den turbulens, som det skaber.

- Hvis vi samtidig kan forbedre lidt småting, så ser det godt ud, siger Folsach.

Konkurrencen i 4000 meter holdforfølgelse fortsætter fredag klokken 21.52. Halvanden time senere køres der om guld, sølv og bronze.

Landstræner Casper Jørgensen kan vælge at skifte ud på holdet. I kulissen sidder Rasmus Quaade og Casper Pedersen klar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.