Banearbejder ramt af S-tog: Morgentrafik forsinket
Manden slap uden store skader, men hændelsen har påvirket tirsdagens morgentrafik.
Togene omkring København har tirsdag morgen været forsinket af en påkørsel. Arkivfoto
Togene omkring København har tirsdag morgen været forsinket af en påkørsel. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


En banearbejder er tidligt tirsdag morgen blevet ramt af et S-tog ved Virum Station nord for København.

Manden slap dog uden de store skader, oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.

- Det var en banearbejder, der havde fejlbedømt afstanden til sporet. Da toget kom, blev han snittet og skubbet omkuld, men han fik kun små skrammer, siger vagtchef Steffen Østergaard.

Påkørslen har forsinket togtrafikken, men DSB's pressevagt melder ved 06.45-tiden, at togene fra Københavns Hovedbanegård i retning mod Holte igen kører normalt, mens tog mod Hundige og Køge fra hovedbanegården endnu kører med forsinkelser.

De tog ventes at køre som normalt klokken 7.30, lyder prognosen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.