Bandemedlem fængsles for drabsforsøg mod fængselsbetjent
En fængselsbetjent var i livsfare, efter at han blev overfaldet. Bandemedlem er nu fængslet for drabsforsøg.
En 23-årig mand er blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg mod en fængselsbetjent fra Vestre Fængsel sidste sommer. Politiet leder stadig efter flere gerningsmænd til dette og et andet overfald på en fængselsbetjent. Arkivfoto.
En 23-årig mand er blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg mod en fængselsbetjent fra Vestre Fængsel sidste sommer. Politiet leder stadig efter flere gerningsmænd til dette og et andet overfald på en fængselsbetjent. Arkivfoto. Foto: Olufson Jonas/Polfoto


Et 23-årigt bandemedlem er tirsdag i et grundlovsforhør i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drabsforsøg mod en fængselsbetjent.

Inden dommeren besluttede at lukke dørene for offentligheden, nåede den 23-årige at nægte sig skyldig i sigtelsen.

Fængselsbetjenten blev 18. juni sidste år overfaldet med kniv og slagvåben, da han netop havde fået fri og var på vej hjem fra sit arbejde i Vestre Fængsel.

På Enghavevej blev han væltet omkuld på sin cykel og overfaldet af tre maskerede mænd, der blandt andet stak ham flere gange med en kniv.

Overfaldet var ifølge politiet så groft, at betjenten var i livsfare. Politiet mener, at overfaldsmændene havde til hensigt at dræbe fængselsbetjenten.

- Sagen betragtes som særdeles grov. Den indeholder en lang række skærpende omstændigheder, idet drabsforsøget er begået af flere gerningsmænd i forening, siger politikommissær Bjarke Dalsgaard Madsen fra Københavns Politi.

Politiet regner med at foretage flere anholdelser i sagen.

- Den slags angreb mod Kriminalforsorgens ansatte er helt uacceptable i et velfungerende retssamfund, siger Bjarke Dalsgaard Madsen.

Den 23-årige, der er pakistansk statsborger, men har bopæl i Danmark, blev anholdt i Vestre Fængsel, hvor han afsonede en dom fra en anden sag. Han er ifølge politiet medlem af banden Loyal to Familia.

Politiet undersøger desuden, om den anholdte sammen med flere andre også står bag overfaldet på en fængselsbetjent fra Politigårdens fængsel 22. marts i år.

Også han var på vej hjem fra arbejde, da han i Rantzausgade på Nørrebro blev passet op af to maskerede mænd, der stak ham tre gange med en kniv. Takket være en tyk jakke slap han med overfladiske snitsår.

Det er blandt andet oplysninger fra bandemiljøet og henvendelser fra borgere, der har bragt politiet på sporet af den 23-årige mand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.