Ban Ki-moon dyrker yoga på Times Square
På den første internationale yoga-dag laver FN's generalsekretær yoga-stræk i hjertet af New York.
FN-chefen er ikke ene om at dyrke yoga på den internationale yoga-dag. Her er børn i Kolkata i Indien i gang med at dyrke yoga på en mark.
FN-chefen er ikke ene om at dyrke yoga på den internationale yoga-dag. Her er børn i Kolkata i Indien i gang med at dyrke yoga på en mark. Foto: Bikas Das/AP


Tusindvis af mennesker kom med deres måtter eller fik dem udleveret på Times Square i New York, da verden søndag markerede den internationale yoga-dag - den første nogensinde.

På den berømte plads i den østamerikanske millionby var Ban Ki-moon, FN's generalsekretær, også at finde på en måtte.

Han var klædt i hvidt, da han mødte op til yoga søndag morgen lokal tid på Times Square.

FN's hovedkvarter ligger også i New York.

Generalsekretæren, der er fra Sydkorea, siger, at de ældgamle yogaøvelser kan give stor gavn til folk verden over.

- Jeg siger til jer alle: Namaste, sagde Ban Ki-moon til de mange yoga-dyrkere på Times Square.

Ifølge hjemmesiden yogajournal.com er Namaste et yogabegreb, der hentyder til en særlig guddommelighed i alle. Det er en anerkendelse fra den ene sjæl til den anden.

- Mit håb er, at yoga vil give mennesker alle steder en fornemmelse af den åbenhed, vi skal bruge for at leve i harmoni og få et liv med værdighed for alle, sagde han.

Det er FN, der har udråbt den 21. juni til at være international yogadag.

Søndag faldt den første internationale yogadag i historien så sammen med det årlige yoga-arrangement, der er på Times Square.

Det menes, at der søndag har været yoga-arrangementer i 187 lande.

Specielt i Indien har der været mange arrangementer. Premierminister Narendra Modi har stillet sig i spidsen for at sikre, at Indien fremstår som det, det er, fødestedet for yoga.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.