Ban Ki-moon: Britisk spionage er problem
Diplomatiske forhandlinger skal kunne foregå under fortrolighed, siger FN's generalsekretær.
Britisk spionage under klimaforhandlinger er et problem, siger Ban Ki-moon.
Britisk spionage under klimaforhandlinger er et problem, siger Ban Ki-moon. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det er problematisk, hvis den britiske efterretningstjeneste GCHQ har spioneret systematisk mod internationale klimaforhandlinger mellem 2007 og 2010, herunder COP15-topmødet i 2009 i København.

Internationale forhandlinger bør nemlig kunne forgå bag lukkede døre uden frygt for aflytninger, lyder det fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon ifølge TV2, efter at avisen Information lørdag bragte oplysningerne til torvs.

Tidligere er det kommet frem, at også den amerikanske efterretningstjeneste NSA har spioneret mod COP15.

- Som generalsekretær for FN har jeg den klare holdning, at alle de diplomatiske forhandlinger og konferencer skal foregå i fortrolighed. Det er et urokkeligt princip.

- Jeg har altid udtrykt mig klart. Diplomatiske informationer og fortrolige dokumenter må ikke lækkes og skal beskyttes, siger Ban Ki-moon til TV2.

Information baserer sin historie på en intern powerpoint-præsentation fra GCHQ samt en række andre klassificerede GCHQ-dokumenter, som er blevet lækket af Edward Snowden, og som avisen har adgang til.

Powerpointpræsentationen fra februar 2011 oplister ifølge Information FN's årlige COP-konferencer fra 2007 til 2010 som mål for GCHQ's spionage, herunder altså COP15 i København i december 2009.

Ud over at GCHQ sendte en forbindelsesofficer til København viser Informations gennemgang af statistiske oversigter fra GCHQ, at tjenesten i halvåret op til COP15 indsamlede efterretninger på klimaområdet fra blandt andet fiberkabler indeholdende global telefon- og internettrafik.

Samtidig viser det sig, at tjenesten skaffede sig adgang til udenlandske ministre og embedsmænds mailkonti med henblik på at indsamle efterretninger om andre landes forhandlingspositioner forud for klimatopmødet i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.