leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 11:45
Mario Balotelli har lagt et kontroversielt videoklip ud på sin Instagram-profil, hvor Liverpool-angriberen angiveligt langer ud efter sine kritikere.
Den 24-årige italiener er blevet kritiseret for at score for få mål, efter at han sidste sommer blev hentet til Liverpool fra AC Milan.
- Kender I mig? Har I nogensinde talt med mig, personligt? Ved I, hvad jeg har været igennem i mit liv? I har bare set mig spille fodbold på banen, så hold kæft, siger Balotelli i videoklippet.
Balotelli blev hentet i AC Milan som en erstatning for sidste sæsons Premier League-topscorer Luis Suarez, der rykkede til FC Barcelona.
Den italienske landsholdsangriber har dog blot scoret fire gange i 24 kampe for Liverpool.
/ritzau/