Ballade i Venstre: Politiskole skaber splid
Det har skabt intern ballade i partiet Venstre, at justitsminister Søren Pind vil opføre ny politiskole i Herning.


V-toppens beslutning om at placere en ny politiskole i Herning udløser interne protester i regeringspartiet, skriver Jyllands-Posten.

Efter at flere V-borgmestre i ugens løb har kritiseret den et år lange proces frem mod beslutningen, udfordrer Struer-borgmester Mads Jakobsen (V) nu direkte justitsminister Søren Pinds beslutning.

"Søren Pind har meldt ud, at politiskolen skal ligge i Herning, men det er der flere meninger om. Så vi arbejder stadig på at få den til Holstebro," siger han forud for et møde, som en kreds af nordvestjyske borgmestre vil holde mandag.

Pind har forklaret beslutningen med, at regeringen vil sikre vækst i hele Danmark. Men samtidig har det været vigtigt for regeringen at få truffet en beslutning på et politifagligt grundlag.

En gennemgang, som Jyllands-Posten har foretaget af processen, afslører imidlertid, at flere centrale krav til den nye politiskole er blevet ændret undervejs.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.