Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette Marit har fået rodet sig ud i lidt af et stormvejr inden for visse kredse i Norge.
De har nemlig valgt, at deres datter prinsesse Ingrid Alexandra på 12 år skal skifte skole. Hun er blevet flyttet fra den lokale folkeskole til den private Oslo International School.
Det sker, fordi familien ønsker, at prinsessen skal kunne snakke flydende engelsk og få en international tilgang til sine fremtidige forpligtelser, skriver BT.
Ikke nødvendigt med to slags norsk
Men det nye tilvalg af skole er samtidig et fravalg af en gammel tradition i Norge. Der findes to nemlig sprog i landet, og det har igennem 200 år skabt strid blandt nordmændene. For er det ene sprog mere brugbart end det andet, og skal man overhovedet kunne begge sprog?
Prinsessen vil fremover kun komme til at lære et af de norske sprog. Hun vil lære bokmål og ikke nynorsk, og det vækker forargelse.
- Rent symbolsk er det uheldigt, at tronarvingen er fritaget for at lære nynorsk. Det giver en mangelfuld norskkompetance, når eleverne på en eliteskole kun lærer et af to norske sprog, siger Marit Tennø fra Noregs Mållag til BT.
Marit Tennø fra Norges Mållag arbejder netop for at fremme og varetage det nynoske sprog, men ifølge rektor på prinsessens nye skole er det ikke nødvendigt med to norske sprog, når de studerende i den grad har fokus på det internationale, fortæller BT.
De fleste studerende på skolen har et andet hovedsprog end norsk, og derfor er det ikke relevant for dem at kunne mere end et norsk sprog. Men fordi prinsessen er norsk, får kongefamilien nu kritik for skole-valget.