Bale og Ronaldo sikrer Real Madrid vigtig udesejr
Real Madrid rejste sig efter sidste weekends afklapsning mod Barcelona og vandt 2-0 over Eibar.
Gareth Bale takker Luka Modric for oplægget til 1-0-scoringen mod Eibar.
Gareth Bale takker Luka Modric for oplægget til 1-0-scoringen mod Eibar. Foto: Alvaro Barrientos/AP


Den pressede cheftræner Rafael Benitez kan måske se frem til en smule arbejdsro i den kommende uge, efter at Real Madrid søndag hentede en tiltrængt 2-0-sejr på udebane over Eibar.

Dermed rejste hovedstadsklubben sig omgående i den hjemlige liga ovenpå sidste weekends forsmædelige 0-4-afklapsning mod Barcelona.

Samtidig kan holdets forsvarsspillere formentlig glæde sig over, at det lykkedes at holde målet rent efter at have indkasseret fire mål mod Barcelona og tre mod Shakhtar Donetsk i Champions League midt på ugen.

Med sejren holder Real Madrid på tredjepladsen snor i de to tophold, Barcelona og Atlético Madrid, der er henholdsvis to og seks point foran Real Madrid i tabellen.

Gareth Bale bragte Real foran to minutter før pausen, da han ved forreste stolpe nåede højest og headede et indlæg fra Luka Modric i nettet.

Eibar, som har været en af denne sæsons store overraskelser i La Liga, forsøgte at slå igen efter pausen, men det lykkedes ikke at udligne gæsternes føring.

I stedet kunne Cristiano Ronaldo endegyldigt sikre sejren, da han sikkert udnyttede et straffespark otte minutter før tid.

Allerede lørdag vandt Barcelona med 4-0 over Real Sociedad, mens Atlético Madrid besejrede Espanyol med 1-0.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.