Bakken Bears tager hul på CL for de næstbedste
Champions League er for første gang på programmet i europæisk basketball. Danske Bakken Bears er med.
Bakken Bears endte som nummer to i kampen om det danske mesterskaber i den seneste sæson.
Bakken Bears endte som nummer to i kampen om det danske mesterskaber i den seneste sæson. Foto: Kim Haugaard/Scanpix


Tirsdag aften er der Champions League på programmet i Aarhus.

Nej, AGF har ikke spillet sig tilbage i toppen af dansk fodbold og sikret en billet til det forjættede land.

Det er derimod basketballholdet Bakken Bears, der tager hul på det europæiske eventyr hjemme mod CEZ Nymburk fra Tjekkiet.

Det er første gang, at Champions League løber af stablen inden for basketball. Men navnet er noget misvisende.

Cremen af europæisk basketball befinder sig nemlig stadig i Euroleague, der siden 2000 har været en privatejet turnering. Her deltager storhold som Real Madrid, CSKA Moskva og Panathinaikos.

Champions League blev i år lanceret af Det Internationale Basketballforbund (Fiba) for at skabe en konkurrent til Euroleague i forbundsregi.

En af grundlæggerne er Markus Studer, som i begyndelsen af 1990'erne var med til at stifte fodboldens Champions League som vicegeneralsekretær i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Men Studer og resten af Fiba får svært ved at få Champions League op på Euroleagues niveau, vurderer TV2 Sports basketballekspert Thomas Bilde.

- Euroleague er for stærk. Den skal blive ramt finansielt, og nogle af holdene skal hoppe fra for at være med under Fibas regi.

- Men Champions League kommer ikke til at overhale Euroleague. I hvert fald ikke inden for fem-seks år. Så skal der nogle helt andre pengepræmier til.

Bakken Bears fik chancen for at deltage i Champions League, fordi de danske mestre Horsens IC takkede nej af frygt for en økonomisk lussing.

Efter to sejre mod BC Tartu fra Estland blev Bakken Bears klar til turneringens gruppe A, hvor holdet skal møde Banvit (Tyrkiet), Fraport Skyliners (Tyskland), Aris (Grækenland), CEZ Nymburk (Tjekkiet), Helios Suns (Slovenien), Monaco (Frankrig) og Ironi Nahariya (Israel).

- Det er historisk, at man kommer op og spiller et helt gruppespil mod hold fra lande som Frankrig, Tyrkiet og Grækenland. Det har vi ikke set før.

- Det er med til at højne standarden og ikke mindst omdømmet af dansk basketball i Europa. Det er en stor ting, siger Bilde.

Trods den hårde modstand forventer Aarhus-holdet at bide fra sig i gruppespillet. Det fortalte klubbens sportsdirektør, Michael Piloz, efter kvalifikationen tidligere på måneden.

- Det er elitesport. Vi er ikke med for oplevelsens skyld.

- I nogle kampe skal vi spille godt for at kunne være med. I andre kampe skal vi spille rigtig godt og være heldige for overhovedet at have en chance, siger Piloz.

Tirsdagens kamp mellem Bakken Bears og CEZ Nymburk spilles klokken 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.