Bakken Bears kommer i europæisk pulje med stærke tjekker
I Fiba Europe Club Competition skal Bakken Bears møde hold fra henholdsvis Tjekkiet, Slovenien og Irland.
Bakken Bears er eneste danske deltager i Fiba Europe Club Competition.
Bakken Bears er eneste danske deltager i Fiba Europe Club Competition. Foto: colourbox.com/COLOURBOX.COM


Den aarhusianske basketballklub Bakken Bears var tirsdag med i bowlen, da der blev trukket lod til den nystartede europæiske turnering Fiba Europe Club Competition, der erstatter turneringen EuroChallenge.

Og de danske DM-sølvindere har fået, hvad de selv betegner som en "spændende, men svær lodtrækning".

Bakken Bears, der selv var seedet i andet lag ud af fire, er kommet i gruppe med CEZ Nymburk fra Tjekkiet, Tayfun Sentjur fra Slovenien og Hibernia fra Irland.

På Bakken Bears' hjemmeside beskriver man tjekkerne som puljens utvivlsomme favorit med henvisning til, at Nymburk har vundet det tjekkiske mesterskab de seneste 12 sæsoner, ligesom klubben har deltaget i europæiske turneringer de seneste seks sæsoner.

Tayfun Sentjur vandt i foråret klubbens første slovenske mesterskab, mens Hibernia er et ligalandshold fra Irland, der beskrives som en ubekendt modstander.

Bakken Bears møder de tre modstandere på henholdsvis ude- og hjemmebane i perioden 28. oktober til 2. december. Bliver Bakken blandt puljens to bedste hold, går klubben videre til endnu et gruppespil.

En tredjeplads kan også vise sig at være nok afhængigt af resultaterne fra de øvrige puljer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.