Bak om natlige dopingtest: Vi har ingen rettigheder
Professionelle cykelryttere risikerer nu at blive vækket midt om natten af dopingkontrollører.


Natlige dopingtest er at gå over stregen, men hvis det er det, der skal til for at rense cykelsporten for doping, må man acceptere det.

Sådan lyder det fra den danske Tour de France-rytter Lars Bak, efter at antidopingmyndighederne er begyndt at banke ryttere op midt om natten for at tage en dopingtest.

- Vi kan være imod det, men vi kan ikke gøre noget ved det. Som cykelrytter lægger man sig fladt ned og har ikke rigtig nogen rettigheder. Hvis det er det, der skal til, så må det være sådan.

- Men på en måde er det at gå over stregen. Og det går jo imod en sportsmands døgnrytme, siger Lars Bak.

I den rapport om doping i dansk cykling, som Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund offentliggjorde for nylig, blev netop natlige test foreslået som et våben mod mikrodoping - små doser af forbudte stoffer, der hurtigt er ude af systemet igen.

Allerede tidligere på året varslede præsidenten for det internationale cykelforbund (UCI), Brian Cookson, at natbesøg vil blive fremtiden, og nu er fremtiden begyndt.

- Jeg ved, at otte ryttere i sidste uge fik besøg om natten i den spanske by Girona. De anede ikke, hvem der bankede på hoteldøren og troede egentlig, det var fulde folk, fortæller Lars Bak.

- Jeg håber, at man primært laver natlige test hos de ryttere, hvor man har en eller anden form for mistanke. Hvis man kan se, at en rytters biologiske pas kører snorlige, så behøver man vel ikke?

- Man har altså også privatliv, familie og børn, og det er lidt specielt at skulle lukke folk ind midt om natten. For hvem er det, der står og banker på døren, lyder det fra den erfarne rytter fra Lotto Soudal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.