Bagmandspolitiet anker frifindelse i banksag
To personer i Amagerbanken må vente lang tid, før de ved, om de går fri i en straffesag om bedrageri.
Københavns Byret får ikke det sidste ord i en sag om påstået bedrageri begået af to personer i Amagerbanken. Bagmandspolitiet har nu besluttet at anke frifindelsen til Østre Landsret (arkivfoto).
Københavns Byret får ikke det sidste ord i en sag om påstået bedrageri begået af to personer i Amagerbanken. Bagmandspolitiet har nu besluttet at anke frifindelsen til Østre Landsret (arkivfoto). Foto: Per Johansen/Free


Nu skal dommerne i Østre Landsret afgøre, om to mænd i Amagerbanken begik bedrageri og misbrugte insiderviden på kriminel vis.

Bagmandspolitiet har besluttet at anke den frifindende dom, som Københavns Byret afsagde 27. april.

Her havde anklagemyndigheden krævet en straf på fængsel i tre og seks måneder, men fik altså ikke medhold.

- Jeg har læst dommen meget grundigt, og jeg mener, at det er rigtigst, at landsretten får mulighed for at tage stilling, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der er chef for Bagmandspolitiet, tirsdag.

- Udfaldet kan få afsmittende effekt på andre lignende forretningsforhold, tilføjer han.

Sagen drejer sig om begivenheder tilbage i 2010. En forretningsmand videregav fortrolige oplysninger til Amagerbanken om, at det amerikanske selskab Deltek var villig til at betale en høj pris for aktier i det danske it-selskab Maconomy A/S.

Tilbuddet lå langt over børskursen.

Ifølge Bagmandspolitiets påstand udnyttede de to bankfolk og forretningsmanden denne insiderviden til at begå bedrageri.

Inden it-selskabet senere blev solgt til Deltek, overdrog Jyske Bank og Vestjysk Bank aktier til Amagerbanken.

Men Amagerbanken sagde intet til de andre banker om udsigten til gevinsten, og de tabte dermed i alt 15 millioner kroner.

Københavns Byret har lagt vægt på, at der var tale om et betinget og uforbindende tilbud. Derfor var der ingen pligt til at give oplysninger til Jyske Bank og Vestjysk Bank.

- Sagen drejer sig populært sagt om, hvad man kan gøre med venstre hånd, mens man med højre hånd indgår en aftale, mener statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

- Spørgsmålet er, hvor grænsen går for, hvad man skal oplyse til sine samarbejdspartnere i et forretningsforhold, tilføjer han.

Den fortrolige oplysning drejede sig om, at Deltek skulle være villig til at betale 20 kroner per aktie. Og det viste sig at holde stik. Faktisk blev prisen 20,50 kroner per aktie.

De to ansatte i Amagerbanken, der har nægtet sig skyldige, er fortsat beskyttet at navneforbud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.