Baglandet tager radikal tilbagegang med ro
Den politiske kurs er den rigtige, og frontfigur Morten Østergaard gør det godt, er den generelle holdning.


De Radikale har spillet en markant rolle i den nuværende regeringsperiode, men alt tyder på, at partiet får tilbagegang ved det kommende folketingsvalg.

De seneste to målinger, Voxmeter har foretaget for Ritzau, viser, at blot 5,8 procent af danskerne vil sætte kryds ud for den radikale partileder Morten Østergaards tropper. Det tal kan veksles til 10 mandater.

Til sammenligning var valgresultatet 9,5 procent i 2011 - svarende til 17 mandater.

I baglandet er der dog umiddelbart ingen panik.

Hverken over den ventede tilbagegang eller over Morten Østergaard, der i august sidste år erstattede Margrethe Vestager som partiets frontfigur, da sidstnævnte blev konkurrencekommissær i EU.

Ritzau har spurgt samtlige af partiets lokalformænd om tingenes tilstand, og langt størstedelen af de over 20, der har svaret, ser positivt på partiet og Morten Østergaards ageren på den politiske scene.

- Jeg tror primært, det er vores rolle som regeringens økonomiske vagthund, vi betaler prisen for, siger formanden i Gentofte, Martin Miehe-Renard, der tilføjer:

- Jeg ville ønske - og håber, at vælgerne inden valget bliver i stand til at gennemskue vores rolle i det opsving, som nu ruller ind over landet, hvilket ikke mindst skyldes vores vilje til at træffe og stå fast, også på de mindre populære beslutninger.

Morten Østergaard, som også er økonomi- og indenrigsminister, har på det seneste gjort sig bemærket med to kontroversielle mærkesager for partiet: Danskerne skal gå senere på pension, og boligejerne skal beskattes hårdere for at få råd til lavere skat på arbejde.

Ikke alle i partiet er tilfredse med de udmeldinger. For eksempel Peter Carstensen, formand i Mariagerfjord.

- Højere pensionsalder allerede inden den sidste ændring er ført ud i livet. Det budskab kan ikke sælges til nogen, heller ikke til mig, siger han.

Men langt de fleste af de formænd, som er vendt tilbage til Ritzau, mener, at Morten Østergaard holder den rigtige politiske kurs.

En af dem er Frede Hansen, formand i Brønderslev-Dronninglund.

- Jeg tror, at det for enhver ville være svært at komme efter Margrethe Vestager. Morten har efter min mening gjort det godt, og han har haft modet til at pege på nogle reelle problemer.

- Det giver måske ikke stemmer her og nu, men på sigt mener jeg, at det vil gavne ham og partiet, siger Frede Hansen, som i øvrigt mener, at partiets største problem er forliget med de borgerlige omkring dagpengereformen.

I det hele taget peger baglandet på, at Morten Østergaard skal have tid til at falde til hos danskerne.

Margrethe Vestagers sko er store at udfylde, påpeger formand i Brøndby, Henrik Hauge Lauridsen.

- Jeg synes, Morten har gjort det godt, blandt andet med sit fokus på de allersvageste i samfundet.

- Det er klart, at et lederskifte tager tid og på den korte bane kan koste rent vælgermæssigt, men jeg mener, Morten er den rette til opgaven, siger han, mens Kjeld Lundager Jørgensen, formand i Rebild, konstaterer:

- For den brede vælgerskare tager det sikkert længere tid end det halve år at blive fortrolig med en ny partileder.

Andre lokalformænd peger på, at partiet har mistet stemmer til Socialdemokraterne og Alternativet, men at det er til at leve med.

- Så bliver stemmerne jo trods alt inden for havelågen, og det er jeg ganske tilfreds med, siger Niels Rasmus Kallin Jensen, formand i Odder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.