'Bagedyst'-vinder i nyt DR-program: Gøgler med Hansi Hinterseer
Tobias sniffer chokoladepulver, cykler på verdens farligste vej og laver flødeskumskager i tropevarme.
Vinderen af "Den store bagedyst" 2014, Tobias Hamann-Pedersen, er tilbage med flere eventyr i "Bag verden - med Tobias".
Vinderen af "Den store bagedyst" 2014, Tobias Hamann-Pedersen, er tilbage med flere eventyr i "Bag verden - med Tobias". Foto: Scanpix/arkiv


Kagekunstneren og eventyreren Tobias Hamann-Pedersen har igen været ude og smage på verden.

Denne gang rammer den unge, rejselystne vinder af "Den store bagedyst" DR-seerne mandag 2. maj klokken 20.00 og de følgende fem mandage.

Første stop på Tobias Hamann-Pedersens bage- og rejseeventyr i programserien "Bag verden - med Tobias" er et besøg hos den østrigske slager-mester Hansi Hinterseer.

Ud over at smage Hansi Hinterseers yndlingskage, lærer Tobias også at spille på skeer, mens den tidligere elite-skiløber spiller på harmonika.

I de følgende fire programmer besøger Tobias Hamann-Pedersen Bolivia, Belgien, Bali, Texas og Den Dominikanske Republik.

Hver gang smager han på landet og omsætter sine oplevelser i én stor kage.

Undervejs på sin smagsrejse prøver Tobias også at sniffe chokoladepulver og cykle på verdens farligste vej samt at lave flødeskumskager i tropevarme.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.