Bagedyst-deltager afslører: Jeg kæmper med at få børn
Jesper Hemmingsen ville ikke opdigte en historie, da der skulle bages kagemand i "Den store bagedyst".
Jesper Hemmingsen og hustruen Malene har kendt hinanden i 12 år og er i gang med mikroinseminering - eller reagensglasbehandling - på fjerde år.
Jesper Hemmingsen og hustruen Malene har kendt hinanden i 12 år og er i gang med mikroinseminering - eller reagensglasbehandling - på fjerde år.
Foto: Carsten Mol/DR


Ønsket om børn fylder meget hos 31-årige Jesper Hemmingsen. Han ruller i øjeblikket henover skærmen i DR's bedste sendetid.

Her er han med succes deltager i "Den store bagedyst".

I de første programmer har han nemlig vist sig som en af favoritterne til den endelige titel, men på hjemmefronten kniber det med ønske-sejrene.

Onsdag fortalte Jesper således, at han og hustruen, Malene, har svært ved at få børn og har været i fertilitetsbehandling i nogle år.

- Det havde været op til debat derhjemme, om det var noget, der skulle frem i programmet. Men da temaet var kagemand, som er noget, jeg forbinder med børn, tog vi den fælles beslutning om, at det kunne jeg godt nævne, fortæller Jesper Hemmingsen til DR.

Han fortæller også, at han vogter på sin integritet, så da disciplinen kagemand kom på bordet, ville han ikke opdigte en historie om, hvem kagemanden skulle være til.

- Det er jo min helt store drøm at lave kagemand sammen med mine børn på et tidspunkt, siger han til DR.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.