Bæredygtig Carlsberg-flaske på vej
Carlsberg har indgået et samarbejde om at fremstille verdens første fuldt nedbrydelige flaske til drikkevarer.
Carlsberg vil udvikle fuldt nedbrydelig fiberflaske.
Carlsberg vil udvikle fuldt nedbrydelig fiberflaske. Foto: Carlsberg/free


På trods af pantsystemet ender mange flasker i naturen, hvor de ligger i årevis og flyder. Men måske har Carlsberg om få år en løsning på problemet.

Bryggerikoncernen har i hvert fald indgået et samarbejde med blandt andet Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Innovationsfonden om at udvikle en flaske, der er lavet udelukkende af naturmaterialer.

Hovedbestanddelen bliver træfibre, og dermed kan flasken nedbrydes og omdannes til organisk materiale igen.

- Vi har en prototype, der skal perfektioneres og blive noget, som forbrugerne også er interesseret i.

- Og så er der jo nogle tekniske forhold omkring fødevaresikkerhed og vores produktionslinjer, der skal falde på plads, siger Simon Hoffmeyer Boas, der er Director of Corporate Communications hos Carlsberg Group.

Projektet er sat til at vare tre år og sker i samarbejde med emballagevirksomheden Ecoxpac. Målet er, at flasken så vidt muligt skal bruges i hele Carlsbergs sortiment.

- Hvis den ender med at blive, som vi håber det, så kan vi ikke se, hvorfor vi ikke skulle bruge den til alle vores produkter, siger Simon Hoffmeyer Boas.

Han kalder den nye flaske en mellemting mellem en af de nuværende plast- og glasflasker hvad angår drikkeoplevelsen. Men den nye flaske har altså den fordel, at den ikke forurener miljøet.

Det er dog ikke meningen, at vi fremover bare skal smide vores flasker i naturen, når vi er færdige med dem.

- Vores mål er altid, at vores emballage skal indsamles. Hvis vores flasker ligger og sviner i naturen, falder det negativt tilbage på os, og derfor vil vi altid prøve at få samlet så meget som muligt ind igen, uanset om det så bliver via et pantsystem, som vi kender det i dag, eller på andre måder.

Fordi flasken er biologisk nedbrydelig, vil den kunne bruges i andre sammenhænge, når den er blevet indsamlet. Man vil for eksempel kunne fremstille gødning af den.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.