Badmintonformand: Masters-konceptet skal tænkes om
Formand erkender, at de udenlandske modstandere ved Copenhagen Masters har været for ringe i år.


Selv om de bedste danske badmintonspillere gjorde, hvad de kunne for at underholde deres hjemmebanepublikum ved invitationsturneringen Copenhagen Masters, så kneb det for deres modstandere.

De inviterede asiatere skuffede i hvert fald slemt og levede slet ikke op til forventningerne.

Ikke et eneste sæt lykkes det at tage for de udenlandske spillere, hvoraf særligt malaysierne og indoneserne virkede trætte og uoplagte.

Det er formanden for Badminton Danmark, Rene Toft, ikke tilfreds med.

- Det er ikke godt nok, og jeg kan ikke stå inde for den kvalitet, som udlændingene har haft ved dette stævne.

- Vi er nødt til at være troværdige, når vi inviterer folk til verdensklassebadminton. Det er kun vores egne spillere, der har leveret det, siger han.

For år tilbage lykkedes det ofte at få nogle af de bedste kinesere til Danmark i mellemjulen, men opgaven med at skaffe kvalificeret modstand er blevet sværere, fortæller formanden.

- Og samtidig er det svært at få indføjet et præstationskrav i kontrakten. Vi kan ikke tvinge dem til at spille op til deres bedste, siger Rene Toft.

Han mener, at man er nødt til at kigge konceptet for den 22-årige turnering igennem og måske tænke det helt om.

- Man kunne forestille sig, at vi arrangerede en landskamp mod et andet land, hvor hver nation eksempelvis stillede med to i hver række.

En anden model kunne ifølge formanden hedde, at man arrangerede en kamp mellem Danmark og resten af Europa.

- Jeg ved i hvert fald, at de andre europæere vil gøre hvad som helst for at slå danskerne, og på den måde vil deres motivation måske være en anden, siger Rene Toft.

Han understreger dog, at det i givet fald kræver, at tv-stationerne er med på idéen. Stævnet sendes ikke kun på TV3 Sport, men også på flere asiatiske kanaler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.