leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 13:45
I en årrække har Carsten Mogensen og Mathias Boe siddet suverænt på tronen som Danmarks bedste herredouble i badminton.
Derfor er det en stor overraskelse, at OL-sølvvinderne lørdag middag dansk tid måtte bøje sig for landsmændene Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen i semifinalen i Super Series-turneringen Yonex Sunrise India Open.
Boe og Mogensen var ellers topseedede og forsvarende mestre i turneringen, men haltede bagefter i stort set hele den tætte kamp, som to gange Mads vandt med 25-23, 21-18.
I de tre hidtidige internationale møder mellem de to danske doublepar havde Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen ikke formået at vinde et sæt, og der skulle hårdt arbejde til, inden det endelig lykkedes lørdag middag.
Fem sætbolde havde de, inden et nervepirrende første sæt endelig var afgjort.
Til gengæld havde den upåagtede konstellation overtaget i andet sæt, hvor Boe og Mogensen ikke førte en eneste gang og kun havde kontakt ved 15-15.
Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen møder i søndagens finale tredjeseedede Biao Chai/Wai Hong fra Kina, som i den anden semifinale besejrede den russiske duo Vladimir Ivanov/Ivan Sozonov i tre sæt.
/ritzau/