Båd kæntrer i dyb sø: 129 meldes omkommet
Tanganyika, hvor bådulykken skete, er en af verdens dybeste og største ferskvandssøer.
221 personer blev evakueret, men 129 klarede den ikke.
221 personer blev evakueret, men 129 klarede den ikke. Foto: Colourbox/free


En kæntringsulykke fredag på Tanganyika-søen i DRCongo har kostet 129 mennesker livet, skriver nyhedsbureauet AFP søndag.

Båden, der var på vej fra Kalemie til Uvira, kæntrede og sank fredag, fortæller overlevende vidner over en telefon fra provinshovedstaden i Katanga til AFP.

221 personer blev evakueret, bekræfter Katangas transportminister, Laurent Kahozi Sumba.

Ministeren tilføjer, at båden så ud til at have sejlet med for tung en last.

Tanganyika er en af verdens største ferskvandsøer, og den er samtidig en af klodens dybeste.

Det dybeste sted er der omkring 1500 meter til bunden.

Både forliser jævnligt på DRCongos floder og søer, hvor de ofte sejler med for tung last og ofte uden redningsveste.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.