Axelsen tager hævn på vegne af Jan Ø.
Viktor Axelsen er i semifinalen i India Open efter sejr over Jan Ø. Jørgensens overmand.
Axelsen vinder over indisk hjemmebanefavorit, som slog Jan Ø. Jørgensen ud af turneringen.
Axelsen vinder over indisk hjemmebanefavorit, som slog Jan Ø. Jørgensen ud af turneringen. Foto: PETER KLINT/POLFOTO


Indiske Prannoy Kumar ødelagde muligheden for en ren dansk kvartfinale i badmintonturneringen Yonex Sunrise India Open, da han i anden runde sendte topseedede Jan Ø. Jørgensen ud.

Men i kvartfinalen tog Viktor Axelsen hævn for sin landsmand i tre hårde sæt mod hjemmebanefavoritten.

Første sæt startede meget ujævnt. Fra 0-3 gik Viktor Axelsen i front med 7-4 for så at tabe fem bolde på stribe. Ved 13-13 trak Prannoy Kumar fra, og nede 13-19 syntes sætte væk for Axelsen.

Han forsøgte et lille comeback, men en indisk netruller afgjorde sættet til 21-16.

Det slog dog ikke den 21-årige dansker ud. Han var flyvende fra begyndelsen af andet sæt, og en hurtig føring på 6-1 blev udbygget resten af vejen. 21-9 tog Axelsen til sidst sættet.

Også i tredje sæt holdt Axelsen et godt og stabilt niveau, og han kunne bytte side med en solid 11-6-føring. Herefter kom der lidt grus i maskineriet og føringen skrumpede til 12-10, inden danskeren tog et afgørende ryk til 18-13 og senere 20-16.

På sin tredje matchbold lykkedes det Axelsen med et smash at lukke sættet til 21-18, og dermed var den danske hævn sikret.

Sjetteseedede Viktor Axelsen skal i semifinalen op imod indonesiske Tommy Sugiarto, der overraskende sendte tredjeseedede Lin Dan ud i sin kvartfinale.

Semifinalen spilles lørdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.