Axelsen og Jan Ø. slår sig videre efter sættab i Indien
Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen afgav et sæt, men spillede sig videre ved Super Series-turnering i Indien.
Viktor Axelsen er videre efter sejr i tre sæt i indien.
Viktor Axelsen er videre efter sejr i tre sæt i indien. Foto: J¯rgensen Jakob/Polfoto


Til trods for startproblemer er badmintonspillerne Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen klar til anden runde ved India Open.

De to danske topspillere afgav hver et sæt på vejen videre i Super Series-turneringen i New Delhi.

Axelsen tabte første sæt, inden fynboen fik has på Hu Yun fra Hong Kong og vandt 21-23, 21-14, 21-5.

Axelsen, der er nummer seks i verden, kom ellers foran 11-7 mod nummer 12 på verdensranglisten, men modstanderen fra Hong Kong kæmpede sig tilbage og vandt det tætte første sæt.

I de efterfølgende sæt demonstrerede Axelsen dog klasseforskellen på de to og vandt forholdsvis enkelt.

Tredjeseedede Jan Ø. Jørgensen slog i sin første kamp den japanske kvalifikationsspiller Kento Nishimoto med 21-15, 15-21, 21-16.

Også Hans-Kristian Vittinghus er videre. Han slog japaneren Sho Sasaki 21-17, 21-16.

De tredjeseedede danskere i mixeddouble, Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen, spillede sig videre til anden runde på bare 25 minutter.

Duoen slog inderne Raju Mohamed Rehan og J. Anees Kowsar med cifrene 21-8, 21-18.

Også i damedouble er Christinna Pedersen videre. I selskab med Kamilla Rytter Juhl blev Hsu Ya Ching og Pai Yu Po fra Taiwan besejret 21-13, 10-21, 21-13.

I herredouble ydede Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen god modstand, men de måtte dog se sig slået efter tre jævnbyrdige sæt mod de topseedede kinesere, Chai Biao og Hong Wei, der vandt 21-19, 18-21, 21-18.

Danskerne førte 16-14 i første sæt, men derefter var kineserne skarpest på de sidste bolde.

Igen i andet sæt var danskerne i teten med en føring på 10-6, men med syv point på stribe tippede kineserne for en stund sættet over til egen fordel.

Den danske duo kæmpede dig imidlertid flot tilbage og fremtvang et tredje sæt med en god slutspurt.

I afgørende sæt var kineserne dog stærkt kørende fra start og kom foran 6-0. Det kom danskerne sig aldrig helt over, men det lykkedes at begrænse nederlaget i slutningen af sættet.

Bedre gik det for Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, der slog inderne Raj Kumar Chander og Love Kumar 21-9, 21-12.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.