Badmintonspilleren Viktor Axelsen er dybt skuffet over nederlaget i OL-semifinalen til kineseren Chen Long, som vandt 21-14, 21-15.
En tydeligt frustreret og trist Axelsen formulerede sig i korte vendinger efter afklapsningen i to sæt. Danskeren var ikke spor tilfreds med sit eget spil.
- Chen Long spillede bare bedre, end jeg gjorde. Der er ikke så meget at sige. Jeg er selvfølgelig skuffet over mig selv. Jeg skulle have spillet langt bedre, hvis jeg skulle have haft en chance.
- Jeg prøvede egentlig bare at fokusere på at få mit spil til at køre. Det er lidt en flad fornemmelse, fordi jeg føler på en eller anden måde ikke, at jeg var der 120 procent.
- Selvfølgelig gav jeg alt, hvad jeg havde. Men han var desværre langt bedre, end jeg var, siger Axelsen.
Mentalt virkede det til, at Chen Long fik overtaget midtvejs i første sæt.
- Det var masser af ting. Det var også mentalt. Men man kan ikke sige, at det enten var mentalt eller fysisk. Det var bare det hele. Han var bare bedre end mig.
- Man vier jo hele sit liv til sporten, og når det ikke lykkes, så er det noget pis, lyder det slukøret fra Axelsen.
Chen Long lukrerede også på, at der begyndte at komme nogle lette fejl fra den anden side af nettet.
- Jeg kunne mærke, da jeg begyndte at lave lidt fejl, at jeg måske var lidt spændt i armen.
- Jeg lavede nogle dumme fejl, som jeg måske ikke har lavet på samme måde de andre dage. Men det er også Chen Longs fortjeneste, fordi han spillede så disciplineret, fastslår Axelsen.
Flere gange er danskeren på vej til at forlade de spørgelystne journalister efter kampen. Det lykkedes dog lige at få en kort vurdering af lørdagens bronzekamp mod Lin Dan.
Her gælder det om glemme alt om nederlaget til Chen Long.
- Nu må jeg prøve at se, om jeg ikke kan have en kort hukommelse for en gangs skyld og forhåbentlig spille en rigtig god kamp.
- Det er min finale. Jeg glæder mig. Lin Dan har spillet rigtigt godt, men han må også være rimelig skuffet, så nu skal jeg se, om jeg ikke kan hive fat i mig selv. Det ved jeg, jeg kan, for det er nu, det gælder, siger Axelsen.
/ritzau/