Viktor Axelsen måtte slide hårdt gennem tre sæt for at spille sig i anden runde ved Denmark Open onsdag med en sejr på 21-14, 22-24, 21-10 over sydkoreaneren Jeon Hyeok Jin.
Efter en solid start kom Axelsen i vanskeligheder i andet sæt, hvilket straks kunne mærkes på hjemmepublikum i Odense Idrætshal.
Og det smittede igen af nede på banen hos den andenseedede dansker.
- Selvfølgelig er der ekstra pres. Det er der på alle os danskere - specielt herhjemme, siger Viktor Axelsen.
- På en sætbold, jeg slog i nettet, råbte hele hallen øv, og det er lige præcis det, man også selv går og tænker inde på banen.
Selv om Axelsen indrømmer, at publikums ærgrelse var med til at understøtte sin egen ditto, så vil han ikke være det foruden.
- Jeg brokker mig overhovedet ikke. Jeg synes, det er fedt, siger han.
Axelsen viste flere gange sin frustration over sig selv i kampen, og det var især en halvdød krop, som irriterede ham.
- Jeg synes, jeg var lidt langsom i dag på nogle tidspunkter. Sådan kan det godt være nogle gange i de her førsterunder, forklarer han.
Tredje sæt åbnede lige, men til sidst spillede den 22-årige fynbo med sit vante overskud, og det giver lidt ro i maven efter en træg åbning.
- Når nu jeg kom i tre sæt, så er jeg glad for, at jeg trods alt vandt så forholdsvis komfortabelt i tredje sæt, siger han.
/ritzau/