Avisledere forudser problemer for ny regering under Løkke
Lars Løkke Rasmussens problemer er ikke ovre, selv om han danner en ny regering, lyder det i flere avisledere.
Venstre startede lørdag formiddag den 18. november partiets landsmøde i Herning Kongrescenter. Her ses formanden, statsminister Lars Løkke Rasmussen efter sin beretning , hvor han åbnede op for en ny trekløverregering .
Venstre startede lørdag formiddag den 18. november partiets landsmøde i Herning Kongrescenter. Her ses formanden, statsminister Lars Løkke Rasmussen efter sin beretning , hvor han åbnede op for en ny trekløverregering . Foto: Henning Bagger/Scanpix


Danmark får sandsynligvis en ny regering i den kommende uge, hvor Venstre, liberal Alliance og De Konservative skal sætte sig sammen og blive enige om et fælles regeringsgrundlag.

Men den nye trekløverregering får det ikke let, lyder det i søndagens ledere i de danske dagblade.

Morgenavisen Jyllands-Posten konkluderer under overskriften "Ud af dødvandet", at Lars Løkke Rasmussen (V) nok har forlænget sin tid som statsminister og som partiformand.

Men udfordringer er der nok af for en kommende VLAK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti.

- Mens DF i 00'erne var et parti i fremgang, så står det nu i en større tillidskrise, efter at den lemfældige omgang med EU-penge er blevet afdækket.

- Og selv om V og K tidligere har været i regering sammen, så kan heller ikke det sammenlignes. K stiller med en ung og uerfaren folketingsgruppe. Det samme gør Liberal Alliance. At sammensætte et tungt ministerhold bliver også en udfordring for Løkke. Men næppe den største, lyder det i JP.

Berlingske skriver under overskriften "Blå borgfred", at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med sit træk har undgået en "livstruende regeringskrise" udløst af LA-leder Anders Samuelsens ultimative krav om topskattelettelser.

Det afgørende spørgsmål er, skriver Berlingske, om Samuelsen er parat til "ansvarets åg".

- Man må for landets skyld håbe, at Samuelsen har en tilstrækkelig bred ryg til at tage turen ned på jorden uanset de vittigheder, der vil fyge om ørerne på ham som efterårsblade i blæsevejr, lyder det i Berlingskes leder.

- En borgerlig regering har brug for en stærk liberal stemme, som stiller de kritiske spørgsmål internt i regeringen, hvor mulighederne for indflydelse er størst, lyder det.

I Ekstra Bladet skriver chefredaktør Poul Madsen under overskriften "Audi-Anders", at Anders Samuelsen har taget et spring direkte fra den øverste gren i træet og ned på bagsædet af en ministerbil. Og statsministeren vil beholde magten for enhver pris, lyder det.

- Løkke nægter ganske enkelt at acceptere, at hans regering er født som en umulighed. Her er der virkelig tale om taburetklæberi i verdensklasse, skriver Ekstra Bladet i avisens leder.

Under overskriften "Afhængig af magt - Ny machoregering er ikke svar på fremtiden", revser Politiken også Lars Løkke Rasmussens træk.

- For et år siden sagde han, at han ikke ville magten for enhver pris. Efter gårsdagen manøvre står det vist klart, at man ikke skal tro på alt, hvad statsministeren siger, lyder det i Politikens leder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.