Avis trodser forbud: Offentliggør omstridt PET-bog
Politiken mener, at fogedforbud er i strid med basale frihedsrettigheder og offentliggør hele "Syv år for PET".
Tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste Jakob Scharft har skrevet en omstridt bog om tiden i PET.
Tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste Jakob Scharft har skrevet en omstridt bog om tiden i PET. Foto: Erik Refner/Scanpix/Arkiv


Politiken går imod et fogedforbud og bringer søndag hele indholdet af bogen "Syv år for PET" som et særtillæg.

Det oplyser Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, på forsiden af avisens søndagsudgave samt på avisens hjemmeside.

Københavns Byret har nedlagt fogedforbud mod udgivelsen af bogen efter ønske fra Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Natten til lørdag nedlagde byretten et nyt fogedforbud mod offentliggørelse af materiale. Det var blandt andet på baggrund af, at Ekstra Bladet og Radio24syv havde adgang til indholdet af bogen.

Men Politiken mener, at afgørelsen er lodret forkert.

- Normalt har denne avis tillid til retsvæsenets afgørelser, men i denne sag mener vi, at der er begået en fejl med vidtrækkende konsekvenser:

- For det første griber fogedforbuddet direkte ind i de basale frihedsrettigheder, som vores åbne samfund og en fri presse hviler på.

- For det andet fratages offentligheden muligheden for at føre en relevant samfundsdebat på baggrund af en bog, der lødigt og nøgternt føjer nye perspektiver til det stykke nyere danmarkshistorie, hvor terrorismen blev en del af vores fælles virkelighed, skriver Christian Jensen.

"Syv år for PET" med undertitlen "Jakobs Sharfs tid" er skrevet af Politiken-journalist Morten Skjoldager for forlaget People's Press.

Bogen er delvist baseret på interview med Jakob Scharf, tidligere chef for PET igennem syv år.

Chefredaktør Christian Jensen langer især ud efter, at fogedforbuddet er nedlagt, uden at hverken PET eller dommeren i Københavns Byret havde læst bogen.

- Hvis PET uden konkret mistanke kan forlange bøger - eller avisartikler - til gennemlæsning, så har vi reelt accepteret en efterretningstjeneste som publicistisk kontrolinstans, hvilket vil undergrave pressefriheden. Den slags har vi et andet ord for: Censur, skriver han.

Natten til søndag oplyser PET til Ritzau, at det på grund af Politikens beslutning om at trykke bogen ikke længere er "praktisk muligt" at opretholde fogedforbuddet.

I stedet vil efterretningstjenesten undersøge, om blandt andre tidligere PET-chef Jakob Scharf har overtrådt sin tavshedspligt.

Det er ikke første gang, at Politiken bringer uddrag af bøger, som er blevet forsøgt stoppet.

Mest berømt er nok "Kommissærens Dagbog" fra 1995 om Ritt Bjerregaards oplevelser som EU-kommissær.

Sagen endte med et forlig, hvor Politiken betalte en millioner kroner til Ritt Bjerregaard, og daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden blev idømt 20 dages betinget hæfte.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.