Avis: Tomasson bliver Hareides assistent
Jon Dahl Tomasson ventes i denne uge at blive præsenteret som den kommende assistenttræner på landsholdet.
Tidligere i karrieren har Jon Dahl Tomasson været træner i de hollandske klubber Excelsior og Roda. Den seneste tid har han været assistent i Vitesse.
Tidligere i karrieren har Jon Dahl Tomasson været træner i de hollandske klubber Excelsior og Roda. Den seneste tid har han været assistent i Vitesse. Foto: Afp/daniel Garcia/Free


Jon Dahl Tomasson bliver assistenttræner på det danske fodboldlandshold. Det skriver Ekstra Bladet mandag.

Avisen mener at vide, at Jon Dahl Tomasson bliver præsenteret som Åge Hareides assistent i løbet af denne uge.

Åge Hareide tiltræder officielt som dansk landstræner tirsdag. Samtidig har nordmanden i længere tid forberedt sig på jobbet og set nøje på, hvem han vil have med sig i sin stab.

Jon Dahl Tomasson skal være manden, som Åge Hareide har håndplukket som sin assistent. Den tidligere måltyv scorede 52 mål i sine 112 landskampe for Danmark. Han stoppede på landsholdet efter VM i 2010.

Tidligere i karrieren har Jon Dahl Tomasson været træner i de hollandske klubber Excelsior og Roda. Den seneste tid har han været assistent i Vitesse.

I løbet af sin glorværdige spillerkarriere var Jon Dahl Tomasson ansat i storklubber som Newcastle, Feyenoord, AC Milan, Stuttgart og Villarreal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.