Avis: Politi jagter Real Madrid-stjerne ind på anlæg
Colombianeren James Rodríguez kørte fra politiet med 200 kilometer i timen, beretter politiet ifølge AS.
James Rodríguez er ifølge AS ankommet til Real Madrid-træning med politiet i hælene.
James Rodríguez er ifølge AS ankommet til Real Madrid-træning med politiet i hælene. Foto: AP/free


2016 fik en dramatisk åbning for den spanske storklub Real Madrid og i særdeleshed klubbens colombianske stjernespiller, James Rodríguez.

Ifølge den spanske avis AS ankom James Rodríguez fredag til træning jagtet af en politibil.

Colombianeren ignorerede angiveligt politiets ordre om, at han skulle holde ind til siden, og i stedet kørte han ind på træningsanlægget.

Ifølge AS blev politiet stoppet af sikkerhedsvagter ved indgangen, og her skulle politiet have sagt, at man jagtede James Rodríguez med 200 kilometer i timen på motorvejen. Herefter fik politiet lov til at køre ind på anlægget.

AS, der illustrerer historien med både billede og video af episoden ved træningsanlægget, skriver, at Rodríguez kan risikere en hård straf i form af fratagelse af kørekortet samt bøde.

Det er ikke første gang, at en Real Madrid-spiller forbryder sig mod færdselsloven. I 2013 blev Karim Benzema snuppet i en hastighedskontrol, hvor hans fart blev målt til 216 kilometer i timen i et område, hvor hastighedsgrænsen lød på 100 kilometer i timen.

Real Madrid, der ligger nummer tre i den spanske liga, skal næste gang i aktion på udebane mod Valencia den 3. januar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.