Avis: Norsk regering laver stor ministerrokade onsdag
Ingen af de helt tunge ministre ser ud til at blive fyret i den første rokade i regeringens toårige levetid.
Norges statsminister, Erna Solberg (Høyre) til højre bytter onsdag angiveligt rundt på taburetterne i regeringen i fællesskab med Siv Jensen (til venstre), der er formand for Fremskrittspartiet. Arkiv.
Norges statsminister, Erna Solberg (Høyre) til højre bytter onsdag angiveligt rundt på taburetterne i regeringen i fællesskab med Siv Jensen (til venstre), der er formand for Fremskrittspartiet. Arkiv. Foto: Vegard Grott/AP


Norges statsminister, Erna Solberg, vil onsdag præsentere befolkningen for et nyt hold ministre i den første rokade, siden regeringen med Høyre og Fremskrittspartiet kom til magten for to år siden.

Det skriver den norske avis VG på sin hjemmeside natten til tirsdag ifølge nyhedsbureauet NTB.

Avisen har fået oplysningerne bekræftet fra flere centrale kilder tæt på regeringen, hedder det.

VG erfarer, at det bliver en omfattende kabale, hvor de to regeringspartier kommer til at bytte rundt på flere ministerier mellem sig.

Der vil komme helt nye navne ind i regeringen, mens andre vil blive kasseret. Derudover vil en række ministre blive flyttet til andre ministerier.

Ingen af regeringens helt tunge navne ser ud til at blive fyret. Dog bliver europaminister Vidar Helgesen (Høyre), der også er stabschef i statsministeriet, angiveligt flyttet til et andet ministerium.

Stabschefen i statsministeriet er en magtfuld position i norsk politik og bliver betegnet som nummer fire i magtrækkefølgen efter stats-, finans- og udenrigsministeren.

Regeringssamarbejdet mellem Høyre og Fremskrittspartiet har slidt særligt hårdt på sidstnævnte, der er faldet markant i meningsmålingerne siden valget i 2013.

Antallet af flygtninge og migranter, der kommer til Norge gennem Danmark, Sverige og Rusland har også sat regeringen under pres.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.