Et svensk fodboldmesterskab er måske ikke nok for den danske fodboldtræner Allan Kuhn, som kan være på vej mod en fyring i mesterklubben Malmö FF.
Den svenske avis Expressen skriver, at klubben overvejer at fyre Allan Kuhn grundet utilfredshed med danskeren i store dele af spillertruppen.
Kritikken går ifølge avisen på, at spillerne er utilfredse med, at træneren ikke har et klart spilkoncept, og at holdet grundlæggende mangler en plan at falde tilbage på, når spillet ikke fungerer.
Det skulle også være kommet til negativt udtryk flere gange i løbet af sæsonen, at Allan Kuhn kun har begrænset erfaring som cheftræner.
Danskeren har tidligere været cheftræner i FC Midtjylland og også i en kort periode i AaB, hvor han dog kun fungerede som en overgangsløsning.
Ifølge Expressen skulle Malmö allerede have forhørt sig hos flere trænere, som er i spil til at overtage trænerjobbet.
Malmös ledelse har ikke ønsket at kommentere avisens oplysninger.
Allan Kuhn blev i januar ansat som ny cheftræner i Malmö, hvor han overtog jobbet fra Danmarks nuværende landstræner, Åge Hareide.
Kuhn kom fra et job som assisterende træner i AaB.
Efter indledende vanskeligheder i Allsvenskan kom Malmö FF i gang, og klubben endte med at vinde titlen suverænt i oktober.
Malmö FF hentede 66 point i 30 kampe og vandt ligaen med et forspring på seks point til AIK Stockholm og IFK Norrköping.
Malmö FF har Anders Christiansen som dansk islæt i spillertruppen.
/ritzau/