Avis: Mail sår tvivl om Eritrea-sag
Minister har fastholdt armslængdeprincip - mail viser, at der var stor politisk interesse for Eritrea-rapport.
En mail kan så tvivl om nogle af forklaringerne i Eritrea-sagen, lyder det fra avis.
En mail kan så tvivl om nogle af forklaringerne i Eritrea-sagen, lyder det fra avis. Foto: DITTE VALENTE/POLFOTO


Justitsminister Mette Frederiksen (S) og Udlændingestyrelsen har begge afvist, at der skulle have været politisk indblanding, da styrelsen sidste år forfattede en omstridt rapport om forholdene i Eritrea.

En rapport, hvor man siden har valgt at se bort fra store dele af indholdet, når man behandler asylsager fra det østafrikanske land, fordi flere kilder har undsagt dens indhold.

Men en indtil nu ikke offentliggjort mail sår ifølge Berlingske tvivl om de to forklaringer i den politisk betændte sag.

Avisen refererer en mail, som er sendt internt i Udlændingestyrelsen mellem nogle af sagens hovedpersoner.

I mailen henvises der til "den store politiske interesse, der er for Eritrea-rapporten".

Mailen er sendt fra en kontorchef i Udlændingestyrelsen, Jakob Glynstrup Dam, og handler om et møde, han har haft med de to medarbejdere, chefkonsulent Jens Weise Olesen og specialkonsulent Jan Olsen, som har indsamlet materiale til rapporten.

Mødet fandt sted 31. oktober, kort tid efter at de var kommet hjem fra Eritrea, og rapporten skulle skrives.

De to medarbejdere har stillet sig kritisk over for rapportens opbygning, og i mailen fremgår det, at Jens Weise Olsen på mødet den 31. oktober "ikke kunne forstå, hvorfor ministeriet skulle være så interesseret i processerne".

Kontorchef Jakob Dam Glynstrup ønsker ikke at uddybe mailens ordlyd, mens Jens Weise Olesen fortæller til Berlingske, at han havde oplysningen om ministeriets interesse fra kontorchefen.

- På det møde understregede vores kontorchef, at vi var nødt til at forstå de politiske ønsker i Eritrea-sagen, og hvor stor politisk interesse der var for Eritrea, blandt andet fra justitsministeren.

- På samme møde gav jeg udtryk for, at jeg ikke kunne forstå, at en minister skulle sidde og kigge på, præcist hvornår en mødenote, altså et mødereferat, blev sendt, siger Jens Weise Olesen til Berlingske.

Mette Frederiksen ønsker ikke at kommentere avisens oplysninger, mens Udlændingestyrelsen afslår at lade sig interviewe og henviser til den redegørelse, som tidligere er afleveret til ministeren om sagen.

I SF, Venstre og Enhedslisten undrer man sig over mailens ordlyd, og sidstnævntes politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, vil nu have afklaret, "hvilke politiske interesser kontorchefen henviser til, og hvilke processer ministeriet var så interesseret i".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.