Avis: Her er Camerons krav for fortsat EU-medlemskab
Den britiske premierminister har lagt sig fast på fire hovedkrav, som han vil have EU til at acceptere.
Den britiske premierminister, David Cameron, har ifølge avis lagt sig fast på fire hovedkrav i Storbritanniens bestræbelser på at genforhandle betingelserne for medlemskabet af EU. Arkivfoto.
Den britiske premierminister, David Cameron, har ifølge avis lagt sig fast på fire hovedkrav i Storbritanniens bestræbelser på at genforhandle betingelserne for medlemskabet af EU. Arkivfoto. Foto: Jon Super/AP


Den britiske avis Sunday Telegraph kan nu løfte sløret for, hvilke krav premierminister David Cameron vil stille til EU i forbindelse med en genforhandling af det britiske medlemskab af unionen.

Cameron har sammen med sin inderkreds af ministre i den konservative regering udarbejdet en plan med fire hovedpunkter, som de håber at kunne vinde opbakning til blandt de øvrige 27 EU-lande.

Planen indebærer ifølge avisen blandt andet, at EU i en erklæring gør det helt klart, at Storbritannien vil blive holdt ude af ethvert forsøg på at omdanne fællesskabet til en europæisk superstat.

Skal kravet opfyldes, betyder det, at briterne undtages for EU's grundprincip om altid at arbejde frem mod en tættere union, skriver avisen.

Det skal ligeledes udtrykkeligt fastslås fra Bruxelles, at euroen ikke er EU's officielle valuta. Tværtimod skal det gøres helt klart, at EU er et område med adskillige valutaer. Kravet skal beskytte det britiske punds status og sikre, at valutaen altid vil eksistere.

Et tredje krav er, at Bruxelles må afgive magt til medlemslandene. Det skal sikre, at nationale parlamenter får beføjelser til at kunne afvise uønskede direktiver og at sløjfe eksisterende EU-love nationalt.

Det sidste punkt i planen drejer sig om en ny struktur for EU. Blokken af 28 lande skal reorganiseres for at forhindre, at de ni lande med egen valuta ikke bliver trynet af de 19 lande i eurozonen.

David Cameron har lovet vælgerne, at de inden 2017 får mulighed for at stemme om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU.

Internt er det konservative parti splittet i EU-spørgsmålet.

Mens Cameron og flere ministre går ind for fortsat medlemskab af EU, så ønsker andre konservative kræfter at få Storbritannien ud.

I sidste uge lancerede de såkaldte euroskeptikere et fremstød, hvor de argumenterer for, at Storbritannien trækker sig ud af EU.

Ifølge Sunday Telegraph vil en modkampagne blive skudt i gang på mandag. Den skal overbevise de britiske vælgere om fordelene ved at blive i EU, skriver avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.