Avis: Græsk leder klager sin nød til Merkel
Den græske regering må vælge mellem afbetaling af lån eller udbetaling af sociale ydelser, skriver Tsipras.
Grækenlands premierminister Alexis Tsipras har bedt en bøn for Angela Merkel.
Grækenlands premierminister Alexis Tsipras har bedt en bøn for Angela Merkel. Foto: Virginia Mayo/AP


Den græske premierminister afsøger alle tænkelige veje for at slippe ud af de betingelser, eurolandene og internationale kreditorer har stillet for at redde den kriseramte stat med store lånepakker.

Situationen er så slem, at grækerne ikke kan betale gælden tilbage, skal man tro et brev, som Alexis Tsipras har sendt til den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

I brevet fra 15. marts, som Financial Times citerer, advarer Tsipras om, at hans "regering tvinges til at vælge mellem afbetaling af lån, hovedsageligt fra Den Internationale Valutafond (IMF), eller at forsætte udbetalingen af sociale ydelser."

Tsipras skal mødes med Merkel i Berlin senere mandag.

En talsmand for den græske regering, Gabriel Sakellaridis, bekræfter, at Tsipras har sendt brevet, og han insisterer på, at det ikke skal opfattes som en trussel.

- Det er ingen trussel, det er realiteterne, siger Sakellaridis til Mega TV. Han fortæller, at lignende breve er sendt til Frankrigs præsident, François Hollande, og EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker.

Alexis Tsipras har beskyldt tyskerne for at lede Grækenland ud i en "humanitær krise" med kravet om sparereformer.

Tyskland står fast på, at Grækenland skal gennemføre omfattende reformer for at få de lån, som indtil videre har forhindret græsk bankerot.

De europæiske kreditorer besluttede i februar at forlænge låneprogrammet med fire måneder efter et græsk løfte om at opfylde eurolandenes betingelser.

Det er nu op til grækerne at præsentere i detaljer, hvordan man vil gennemføre disse reformer.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.