Avis: Forsvarschef skulle tie om Blackwater
Danmarks brug af omstridt privat sikkerhedsfirma under Irakkrigen skulle afvises, viser hemmeligholdt notat.
Danske soldater skulle have helikopterstøtte fra det omstridte sikkerhedsfirma Blackwater, hvis de kom i problemer i Irak
Danske soldater skulle have helikopterstøtte fra det omstridte sikkerhedsfirma Blackwater, hvis de kom i problemer i Irak Foto: Per A. Rasmussen / HOK/free


I Irak havde de danske soldater en aftale med det omstridte private sikkerhedsfirma Blackwater om helikopterstøtte, hvis danskerne kom under angreb.

Men i København skulle forsvarschefen direkte afvise et sådant samarbejde, skriver Jyllands-Posten.

Det fremgår af hidtil hemmeligholdte dokumenter fra Forsvaret.

I et såkaldt svarberedskab, som forsvarschef Tim Sloth Jørgensen fik til et interview med DR den 27. august 2008, var et hovedbudskab, at "FSV (Forsvaret, red.) har ingen samarbejdsaftaler med beskyttelsesvirksomheder".

Og på direkte spørgsmål, om forsvaret "bruger virksomheden Blackwater?" skulle der svares:

"Nej, det gør vi ikke. Vi har ingen samarbejdsaftaler med sikkerhedsfirmaer."

Det fremgår ikke af Jyllands-Postens dækning, hvem der præcis skulle have rådgivet forsvarschefen til at vildlede.

I Irak skal det kontroversielle amerikanske sikkerhedsfirma have fået besked om danske personbeskyttelsesopgaver for at kunne indsætte helikopterstøtte, hvis det blev nødvendigt.

At forholdet var ømtåleligt skyldtes, at Blackwater ikke var underlagt demokratisk kontrol, og at firmaets lejesoldater havde været involveret i en række meget omtalte episoder med civile dødsofre.

Det har tidligere været beskrevet, hvordan samarbejdet blev defineret som "uformelt", hvorfor de danske myndigheder officielt har afvist samarbejdet over for Folketinget.

Tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen siger, at han ikke erindrer at skulle være blevet instrueret i at tale udenom.

- Jeg husker ikke sagen i dag, og jeg kan sige så meget, at jeg heller ikke vidste, at Danmark har haft nogle aftaler med Blackwater, siger han til Jyllands-Posten.

Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen kalder sagen for "bevidst løgn".

Han vil nu kalde den nye forsvarsminister, Peter Christensen (V), i samråd.

Sagen om Danmarks forhold til Blackwater skulle oprindeligt have været undersøgt af den nu nedlagte Irakkommission.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.